Laudrup: Barcelona klasser over Ajax

Selv om totalfodbolden blev opfundet i danskerklubben Ajax, er det Barcelona, der forfinede den - og trækker det længste strå i aften, mener Brian Laudrup

Dansker-Ajax får deres sag for i aften (Foto: Corbis)
Dansker-Ajax får deres sag for i aften (Foto: Corbis)

Det er på mange måder to hold med ret ens fodboldfilosofi, der løber på grønsværen i Amsterdam ArenA i aften.

For succesfuld ’moderne fodbold’ blev i sin tid grundlagt i hollandske Ajax i 1970’erne, mens Barcelona under diverse hollandske trænere tog skridtet videre i 1990’erne og 2000’erne.

Men så ophører ligheden anno 2013 også.

Se også: Ajax overvejer Schöne på toppen mod Barca

For mens Barcelona har henrykket fodboldverdenen de senere år, har Ajax ikke været en del af det toneangivende selskab i snart 20 år.

- Ajax har altid været synonym med teknisk god fodbold, men med seneste triumf i Champions League tilbage i 1995. Siden da er verden blevet meget anderledes. Nu er det blevet et ’feeder’-hold, der skal leve at at udvikle talenter og sælge dem videre.

- Så langt gør de det fint, men som et storhold i Champions League kommer vi ikke til at se dem igen. De ligger godt til i den hollandske Æresdivision og er formmæssigt, hvor de skal være. Men der er bare en niveauforskel op til Barcelona, siger Viasats ekspertkommentator Brian Laudrup, der selv spillede i Ajax fra 1999 til 2000.

Han peger også på, at Ajax ikke har haft det så godt med spanske hold i Champions League – og da slet ikke i denne sæson, hvor den omvendte kamp på Camp Nou endte 0-4.

Se også: Barcelona får Xavi med til dansker-kamp

- Den kan de ikke tage noget med fra. De ved godt, at der er en niveauforskel. Men de ER bedre på hjemmebane, og der er et fantastisk publikum på Amsterdam Arena – det har jeg selv oplevet en enkelt sæson.

Aftenens opgør er ramt af skader. Ajax har med Kolbeinn Sigthórsson og Siem de Jong ude svært ved at besætte angrebsposten, og hos catalonierne er der også problemer.

Således kommer de til Holland uden så prominente spillere som Lionel Messi, målmand Victor Valdez og karantæneramte Alexis Sanchez.

Isoleret set meget værdifulde spillere – men måske kommer man ikke engang til at opdage det.

Se også: Barcas sportschef: Tello bedre end Ronaldo

- Som træner ville jeg ikke være nervøs for at sende B-holdet på banen.

- I sidste sæson fik Barcelona kritik for – med rette – at de blev sat til vægs, når Messi ikke var i topform. De havde ikke en Plan B. Alle vidste, hvordan de spillede, og de blev udstillet med samlet 7-0 mod Bayern München.

- Sådan er det ikke rigtig mere. De kan være mere uforudsigelige, og de har også fået Neymar, de kan bruge i Messis fravær. Og så spiller de på en måde, hvor de kvæler deres modstandere. De er uhyggelige, siger Brian Laudrup, der er sikker på, at vi får en eller flere af Ajax’ fem danskere at se.

Se også: Ancelotti bekræfter: Ronaldo er ude

- Lasse Schöne er deres CL-topscorer med to mål, hvilket også siger lidt om Ajax’ udfordringer. Han scorede et forrygende mål mod Celtic. Sådan en spiller kan de næsten ikke undvære, og selv om Viktor Fischer i løbet af ugen har været lidt kritiseret, så ville det være fedt at se ham blive bragt i spil på et eller andet tidspunkt.

Barcelona fører komfortabelt Gruppe H med 10 point, men der er i den grad åbent spil om andenpladsen, der også giver avancement. Den kan både Milan (fem point), Ajax (fire) og Celtic (tre) nå, og det kan give Ajax-spillerne ekstra kræfter.

- Ajax er et hold med kniven for struben. De spiller for andenpladsen, og de ved, at Barcelona kommer med et hold uden et par profiler. Det er heller ikke utænkeligt, at Celtic i Glasgow tager point fra Milan, siger Brian Laudrup, der dog ikke er i tvivl, når han skal udpage sit bud på en vinder.

- Det må blive Barcelona. Men det kan langt hen ad vejen godt gå hen og blive et lige opgør.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere