Øv: CL-eventyret er slut for FCK

Et chilensk hattrick og dumme fejl fra de mest rutinerede FCK'ere sender de danske mestre ud af Champions League

Mellberg og Co er færdig i Champions League for i år. (Foto: AP)
Mellberg og Co er færdig i Champions League for i år. (Foto: AP)

TORINO (Ekstra Bladet): Der nåede lige at lugte af mirakel, da Olof Mellberg flugtede bolden ind bag Gianluigi Buffon og skruede helt ned for lyden på på Juventus Stadium.

Men miraklet udeblev for FCK, der er færdige i Champions League efter et ærgerligt, men helt logisk 3-1 nederlag til Juventus' italienske mestre.

For selv om københavnerne solgte sig dyrt, så var kombinationen af et par dumme danske fejl - tilmed fra holdets mest rutinerede kræfter, en modstander, der generelt var en klasse eller to bedre og ikke mindst det chilenske kraftværk Arturo Vidal bare for meget for Ståle Solbakkens mandskab, der nu skal jagte billetten til Europa League i den sidste hjemmekamp mod mægtige Real Madrid.

Se også: TV: Zlatan bomber i CL-jubilæum

Rurik Gislason havde rejst sig fra sygesengen efter at have ligget vandret tirsdag, og islændingen indtog pladsen lige bag Nicolai Jørgensen i nordmandens CL-opstilling.

De offensive FCK-kort så dog ikke alt for meget til bolden i en første halvleg, hvor bolden mestendels var på italienske fødder uden, at det dog blev til det overflødighedshorn af chancer, der var tilfældet i de første 45 minutter i Parken.

Paul Pogba sparkede lige på Johan Wiland og Carlos Tevez sendte bolden forbi mål, mens FCK'erne havde meget svært ved at leve op til Solbakkens parole om at holde bolden i egne rækker.

Det var svært at tælle mange sammenhængende danske afleveringer før pausen, og når det lykkedes at bevæge sig ind på Juventus' territorie, manglede der konsekvens hos især Nicolai Jørgensen.

Se også: TV: Suveræne Bayern tog rekorden

Rigtigt farlige blev Pirlo og Co. bare ikke rigtig, og derfor var det ekstra ærgerligt, at bundrutinerede Lars Jacobsen efter en lille halv time helt uforståeligt valgte at sætte begge hænder på bolden i det, der lignede et baggerslag fra volleyball'ens ABC.

Chilenske Arturo Vidal takkede pænt for gaven, og sparkede Juventus i front. Og da Pirlo ikke viste vanlig skarphed på to frispark med få minutters mellemrum, sluttede første halvleg med en spinkel, men aldeles fortjent italiensk føring.

Hvad Ståle Solbakken sagde til spillerne i pausen vides ikke, men fra anden halvlegs start var det et helt anderledes tændt FCK-mandskab, som gik på jagt efter point.

Det lignede CHANCEN, da Nicolai Jørgensen og Ragnar Sigurdsson var meget tæt på at presse bolden over stregen efter et langt indkast fra Claudemir.

Men recepten var god nok.

Se også: Ståle: Her fejlede Sir Alex

Kort efter kylede brasilianeren igen bolden ind i det italienske felt, hvor Sigurdsson viste islandske muskler, og stærkt headede bolden videre til Olof Mellberg, der smukt flugtede udligningen ind mod sin gamle klub.



Det var bare slet ikke nok mod en overlegen modstander, og dermed er CL-eventyret slut for denne gang

Og hvis FC København skal have fingrene i trøstpræmien Europa League kræver det, at der kommer point på kontoen, når Cristiano Ronaldo og de andre Real Madrid-stjerner gæster Parken, mens Galatasaray ikke må få point mod Juventus.

Større mirakler er naturligvis set før, men umiddelbart ligner det et forår, hvor FCK kan koncentrere sig om titelforsvaret i Superligaen.

1 af 2 Vidal scorede hattrick mod FCK. (Foto: AP)
2 af 2 Mellberg og Co er færdig i Champions League for i år. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere