Ståle: Vi har ikke trænet meget

FCK-træneren har ikke fået den tid til restitution og forberedelse til Real Madrid-kampen, som han kunne have ønsket sig

Ståle Solbakken har ikke haft optimale muligheder for at forberede sit hold på Real Madrid i et tæt kampprogram. (Foto: Jakob Jørgensen)
Ståle Solbakken har ikke haft optimale muligheder for at forberede sit hold på Real Madrid i et tæt kampprogram. (Foto: Jakob Jørgensen)

Hvordan vinder man over Real Madrid? Den klassiske fodboldspiller- og trænervits går nogenlunde sådan her: ’Ved at score flere mål end dem.’

Ståle Solbakken har en anden variant på spørgsmålet om, hvordan FC København får et brugbart resultat mod den spanske kongeklub tirsdag aften i den sidste kamp i CL-gruppespillet:

- En hurtig 4-0-føring, og så trækker vi os lidt, grinede FCK-træneren dagen før kampen, der kommer til at afgøre, om FCK også i foråret spiller europæisk via en tredjeplads i CL-gruppespillet.

Vitsen til trods er Solbakken før Madrid-kampen fortsat irriteret over, at hans hold spiller seks kampe på 18 dage, så man ikke møder så restituerede og velforberedte op til den afgørende kamp i Champions League-gruppespillet.

Se også: Solbakken raser: Var aldrig sket i Italien!

- Vi har jo ikke trænet ret meget før den her kamp. Vi har haft en restitutionstræning og en lille teorisnak i går, og så handler det om at få det plads på træningsbanen i dag, sagde Solbakken mandag.

- Vi koncentrerede os om FC Vestsjælland frem til lørdag, og så havde vi en hurtig teorisnak i går (søndag), som vi håber, vi kan lave om til praksis mod Madrid.

Se også: Greenpeace-aktion afbryder Real-stjerner i Parken

- I forhold til de spillere, som enten er ude eller tvivlsomme eller næsten klar, så har vi heller ikke fået trænet med det hold, vi gerne ville træne med. Men nu må træningen vise, hvem der kan spille, hvem der måske kan spille, og hvem der ikke kan spille.

Meget tyder på, at Daniel Braaten ikke kan spille for FCK efter en skade i pokalkampen mod Lyngby. Derudover er Nicolai Jørgensen og Rurik Gislason blevet testet mandag for mindre skader.

Se også: UEFA flytter FCK's træning

0 kommentarer
Vis kommentarer