Ståle joker med 'død' Gislason

En fiberskade i læggen har gjort Rurik Gislason noget trist tilmode før Madrid-kampen - hvilket træner Ståle Solbakken ikke kan lade være med at lave lidt sjov med

Det er sådan, FCK's fans og træner Ståle Solbakken helst vil se Rurik Gislason. Før kampen mod Real Madrid har Gislason dog været knapt så højstemt i humøret. (Foto: Jens Dresling)
Det er sådan, FCK's fans og træner Ståle Solbakken helst vil se Rurik Gislason. Før kampen mod Real Madrid har Gislason dog været knapt så højstemt i humøret. (Foto: Jens Dresling)

Da Ståle Solbakken mandag skulle gøre status over skader og småskader i FCK-truppen forud for Real Madrid-kampen, faldt der en joke af om Rurik Gislason.

- Rurik ... han døde i går, smilede Solbakken skævt mandag før den afsluttende træning, hvor både Gislason, Nicolai Jørgensen og Daniel Braaten blev testet.

- Og så er han stået op fra de døde i dag. Om det er fordi, vi skal møde Real Madrid, ved jeg ikke. Han kunne ikke gå i går, men han har aldrig følt sig friskere i dag. Men nu må vi se, hvad træningen bringer, sagde FCK-træneren.

Se også: FCK-stjerne testet før Madrid-brag

At den islandske fløjspiller skulle have været død, synes noget overdrevet. Islændingen har mærket problemer med en fiber i læggen. Men han indrømmer gerne, at han på det mentale plan har været nede og vende i dagene op til Madrid-kampen.

- Jeg var til scanning i går (søndag), hvor jeg fik at vide, at jeg har en lille fiber i læggen. Det lød ikke særlig godt, og jeg var lidt trist over det. Men det er den sidste kamp i efteråret, og mon ikke man kan ... nu må vi se hvordan, hvordan træningen går.

Se også: Greenpeace-aktion afbryder Real-stjerner i Parken

- Jeg tror bare, det var det i går. Det er derfor, jeg har været så langt nede. Men jeg regner med at kunne spille. Jeg er meget optimistisk, sagde Gislason, der håber på, at Madrid-spillerne tager sig en mindre slapper tirsdag aften, så FCK kan få et point eller tre, som kan sende dem over i Europa League via en tredjeplads i CL-gruppen.

- Det er selvfølgelig en svær kamp. Men forhåbentlig møder de op uden at være på 100 procent i deres attitude. De er jo videre fra gruppen, og de kommer til et koldt Danmark og en mindre god bane i Parken lige nu. Så måske kommer de ikke helt op i gear, lyder forhåbningen fra Rurik Gislason.

Se også: Sensation af FCK-talenter

0 kommentarer
Vis kommentarer