Wiland: Dårligt spark fra Ronaldo

Johan Wiland var ikke imponeret over Cristiano Ronaldos brændte straffespark i FCK’s Champions League-nederlag til Real Madrid

Det er nok meget heldigt for FC Københavns Johan Wiland, at Cristiano Ronaldo ikke fatter mumlende svensk, hvor flere konsonanter bliver slugt, som var de lakridser fra Johan Bülow.

For FCK’s svenske målmand, Wiland, havde ikke meget ros til Ronaldo, efter han brændte et straffespark kort før tid. Her lavede den portugisiske verdensstjerne en såkaldt ’Panenka’ – et lille chip nede under bolden, så den går i en blød bue og lander midt i målet.

Se også: Toutouh: Jeg frygter ikke nogen

- Det var et dårligt spark, men det var også en god redning af mig. Jeg stod i lang tid og ventede og gik hverken til højre eller venstre, og det gjorde det svært for ham. Men havde han sparket den mere til højre, var jeg chanceløs, siger Johan Wiland til Ekstra Bladet.



- Jeg har set lidt video af, hvordan han sparker straffe i forskellige situationer. I de vigtige kampe sparker han lidt anderledes. Og når der ikke er så meget på spil, kan han finde på et eller overraskende.

- Jeg havde det bare på fornemmelsen, at jeg skulle blive stående. For hvis han lavede et chip, ville jeg redde den, siger Wiland.

Wiland: Ronaldo var ikke skarp nok

Og svenskeren er godt klar over, at hans handskerne har udrettet noget ganske unikt tirsdag aften.

- Det er ikke mange, der får chancen for at redde et straffespark fra Ronaldo, så det er jeg glad for. Men jeg er også lidt skuffet over, at vi ikke selv scorer på de to chancer vi har.

Ronaldo har scoret på i alt 40 ud af de 43 straffespark han taget som professionel gennem tiden.

0 kommentarer
Vis kommentarer