Fanraseri da FCK tabte til Madrid

Real Madrid kom, så og sejrede i Parken - men et annulleret FCK-mål fik tilskuerne op af sæderne

Olof Mellberg og FC København kæmpede forgæves i Parken tirsdag aften. (Foto: Jan Sommer)
Olof Mellberg og FC København kæmpede forgæves i Parken tirsdag aften. (Foto: Jan Sommer)

PARKEN (Ekstra Bladet): FC Københavns fans fik ikke den kvalifikation til Europa League, som de i kraft af et eller tre point mod Real Madrid havde sat næsen op efter.

Fans, spillere og trænere måtte også se FCK miste den status som ubesejret i CL-gruppespillet, som klubben i årevis har kunnet bryste sig af.

Til gengæld fik de 35.000 i Parken noget brændstof til intense pibekoncerter og diskussioner, da dommer Felix Brych valgte at annullere et FCK-mål lige inden pausen, da det stod 1-0 til udeholdet på et pragtmål af Luca Modric.

Modric’ mål blev i sidste ende afgørende i en kamp, som FCK endte med at tabe 2-0, da Ronaldo lige efter pausen scorede sit niende mål i CL-gruppespillet - ny rekord. Da Ronaldo sidste i kampen fik lejlighed til at score nummer 10 på straffe, sparkede han dog nonchalant lige på Johan Wiland.

FCK-udligning annulleret
Efter en stille start i en vinterkold Parken begyndte Madrid så småt at skabe en lind strøm af chancer efter et kvarters spil. Da var Nicolai Jørgensen allerede gået ud igen med et problem i baglåret.

Se også: TV: Her skriver Ronaldo CL-historie

Benzama og Ronaldo fik afsluttet flere gange, mens FCK i kraft af Igor Vetokele og Rurik Gislason et par gange truede den anden vej uden dog at blive decideret farlige.

Det blev Modric til gengæld, og et kostede, da den kroatiske playmaker efter 25 minutter satte to FCK'ere med en hurtig vending på kanten af feltet og følte bolden op i det nærmeste målhjørne uden chance for Wiland.



Den svenske keeper måtte efterfølgende redde flere forsøg fra udeholdet, inden dagens mest omdiskuterede situation i Parken indtraf.

Få minutter før pausen kom Thomas Delaney springende til et indlæg inde på kanten af det lille felt, hvor midtbanespillere sprang op med Casillas og fik snittet bolden i mål. Forvirringen var derefter stor, da dommeren markerede mål - så vidt man kunne se - mens Madrid-spillerne beklagede sig.

Sekunder senere blev FCK-scoringen så underkendt af dommeren, tilsyneladende efter konference med måldommeren, der mente, at Delaney havde gået for hårdt til Casillas. Hvilket fik FCK's fans til at skumme af raseri og pibe i flere minutter. Derudover hoppede de især på stemningstribunen det meste af kampen for at hjælpe holdet frem - og nok ikke mindst for at holde varmen.

Madrid for gode
At man tirsdag aften ikke måtte røre Madrid-keeperen stod klart, da dommeren i 2. halvleg dømte endnu et frispark, da Casillas selv kom springende ud i to FCK'ere.

Man kan konstatere, at FCK i de to kampe mod Real Madrid ikke just fik dommerhjælp. På Bernabeu kunne Modric have været vist ud og et straffespark være dømt for hånd på bolden på selve målstregen, ligeledes da Real Madrid var foran 1-0.

Se også: TV: City stoppede Bayerns vanvidsstime

Det til trods kan FCK ikke hævde, at de havde fortjent point mod den spanske kongeklub, der tirsdag aften stillede i noget nær stærkeste opstilling med både Bale og Ronaldo i startopstillingen.

Ronaldo havde i første halvleg ikke lignet sig selv, selvom han kom til et par afslutninger. Men holdes nede kan portugiseren bare ikke. Kort tid efter pausen prikkede han 2-0 i kassen - og fik sin rekord - da Pepe fandt ham tæt under mål.

TV: Ronaldo med ny CL-rekord efter 2-0-scoring

FCK havde flere tilløb til chancer i 2. halvleg. Holdets to bedste, Youssef Toutouh og en fremragende Rurik Gislason, havde begge tilløb til chancer i kampen, ligesom Vetokele trods sin klejne størrelse viste sig som en udmærket targetspiller, selv i hovedstødsdueller med Madrids centerforsvarere.

Lige lidt hjalp det tirsdag aften, hvor FCK's europæiske kampagne 2013/14 blev bragt til standsning. Fire point i en særdeles vanskelig gruppe med Real Madrid, Juventus og Galatasaray er dog godkendt. Et stabilt, europæisk slagkraftigt FCK-hold er fortsat under opbygning.

0 kommentarer
Vis kommentarer