Napoli faldt efter vild gyser

Nicklas Bendtner så på, mens det engelske tophold gik videre men mistede førstepladsen i gruppen

En grådkvalt Gonzalo Higuain efter den nytteløse sejr over Arsenal. (Foto: AP/Salvatore Laporta)
En grådkvalt Gonzalo Higuain efter den nytteløse sejr over Arsenal. (Foto: AP/Salvatore Laporta)

Hvis Nicklas Bendtner ellers bliver i Arsenal under januars transfervindue, lever hans drøm om at spille Champions League videre. Arsenal er nemlig med, når der spilles ottendedelsfinaler i februar.

Det blev en kendsgerning, da Premier Leagues førerhold tog til Napoli og tabte med tålelige 0-2, mens Dortmund på udebane sejrede 2-1 over Marseille på en sen scoring af Kevin Grosskreutz - og dermed sendte Napoli ud i mørket som dårligst af de tre hold indbyrdes.

Arsenal-manager Arsene Wenger sad roligt inde i boksen, mens hans Napoli-kollega Rafael Benitez råbende og gestikulerende stod fremme i sin kridtafmærkede firkant.

Et billede på forudsætningerne, før kampen gik i gang, men i endnu højere grad et symbol på dens forløb. I alt fald indtil der var et kvarter tilbage af kampen.

For Arsenal var i fin kontrol på et kun halvfyldt Stadio San Paolo, hvor holdet reelt kunne tåle et nederlag med to mål, mens Napoli spillede med stress under trøjerne i deres jagt på den tremålssejr, der uden skelen til andre resultater kunne sikre deres videre færd i den fineste turnering.

Se også: TV: Tyrkere sender Juventus ud i mørket

Men som Gonzalo Higuain, Jose Callejon og backen Christian Maggio brændte deres mellemstore chancer i første halvleg, blev der på tribunerne lyttet mere og mere radio-intenst til udviklingen på velodromen i Marseilles, hvor de direkte konkurrenter fra Dortmund var på besøg.

Arsene Wenger tillod sig ellers at sætte både Jack Wilshere og sæsonprofilen Aaron Ramsey ud på bænken for at pleje mindre muskelskader, mens Tomas Rosicky og en meget veloplagt Mathieu Flamini gled ind og erstattede dem på beroligende vis.

Det syditalienske publikum løb allerede i pausen tør for tålmodighed og pibekoncerten fik endnu et hak, da venstrebacken Pablo Armero efter en lille time gled flot igennem men afsluttede svagt på Wojciech Szcz?sny.

Se også: Disse 16 hold er videre i Champions League

Arsenal, der tog et afgørende skridt mod avancement med sejren på en anden svær udebane i Dortmund, blev i denne periode trykket længere tilbage på banen, og Callejon var tæt på med et fladt skud.

Wenger reagerede ved at sende Ramsey ind for Santi Cazorla

Higuain viste den forkerte form for overskud, da han efter en sjælden fejl af forsvarsfyrtårnet Per Mertesacker fik en løs chance i feltet og sparkede bolden op i nattehimmelen men få minutter senere tog spanieren knivskarp revanche, da han snurrede rundt og med venstrebenet huggede bolden tørt i kassen.

Se også: TV: Poulsen slagtet i ond Ajax-exit

Tre minutter senere så Mikel Arteta rødt for sit andet gule kort, og så måtte Wenger forlade sin boks for at disponere. Nacho Monreal blev sendt ind for Rosicky, og mens meldingerne fra Marseille fortalte om udsigten til en remis, begyndte Napoli såmænd at nulstille kampen.

Sært nok var der ikke meget vildskab tilbage, da tyskerne tre minutter før tid kom foran, men dybt inde i dommerens overtid fik Callejon alligevel gjort det til nytteløse 2-0.

Vinderne røg ud, og taberne gik videre.

[

Resultater fra dagens Champions League-kampe:

Gruppe B:
Galatasaray-Juventus 1-0 (0-0)
1-0 Wesley Sneijder (85. minut)
Tilskuere: 37.375

Gruppe E:
Chelsea-Steaua Bukarest 1-0 (1-0)
1-0 Daniel Georgievski (10. minut/selvmål)
Tilskuere: 40.000

Schalke 04-Basel 2-0 (0-0)
1-0 Julian Draxler (50. minut). 2-0 Joel Matip (57. minut)
Udvisning: Ivan Ivanov, Basel (32.)
Tilskuere: 52.000.

Gruppe F:
Marseille-Dortmund 1-2 (1-1)
0-1 Robert Lewandowski (4. minut). 1-1 Souleymane Diawara (14. minut). 1-2 Kevin Grosskreutz (87. minut)
Udvisning: Dimitri Payet, Marseille (34.)
Tilskuere: 39.000

Napoli-Arsenal 2-0 (0-0)
1-0 Gonzalo Higuaín (73. minut). 2-0 José Maria Callejón (90. minut)
Udvisning: Mikel Arteta, Arsenal (76.)
Tilskuere: 47.000

Gruppe G:
Austria Wien-Zenit Petersburg 4-1 (1-1)
0-1 Aleksandr Kerzhakov (35. minut). 1-1 Philipp Hosiner (44. minut). 2-1 Tomas Jun (48. minut). 3-1 Philipp Hosiner (51. minut). 4-1 Roman Kienast (90. minut)
Tilskuere: 25.000

Atl. Madrid-FC Porto 2-0 (2-0)
1-0 Raul Garcia (14. minut). 2-0 Diego Costa (37. minut)
Tilskuere: 31.000

Gruppe H:
Milan-Ajax 0-0
Udvisning: Riccardo Montolivo, Milan (22.)
Tilskuere: 65.000

Barcelona-Celtic 6-1 (3-0)
1-0 Gerard Piqué (7. minut). 2-0 Pedro (39. minut). 3-0 Neymar (44. minut). 4-0 Neymar (48. minut). 5-0 Neymar (58. minut). 6-0 Cristian Tello (72. minut). 6-1 Georgios Samaras (88. minut)
Tilskuere: 89.000

]
0 kommentarer
Vis kommentarer