Bolanos: Derfor er det slut i FCK

- Jeg tror, det er slut for mig i Skandinavien, siger Christian Bolanos, der har haft et svært efterår

No hard feelings. (Foto: Lars Poulsen)
No hard feelings. (Foto: Lars Poulsen)

FCK's Christian Bolanos fik for et par dage siden af sportsdirektør Carsten V. Jensen og træner Ståle Solbakken besked på, at klubben ikke forlænger den kontrakt, der udløber til sommer.

Den 29-årige costericaner virker dog afklaret med, at han snart - måske meget snart - kan være at finde på et andet fodboldhold efter tre og et halvt år i FC København. Der er flere grunde til, at især efteråret har været vanskeligt for kantspilleren.

Se også: Ståle: Bolaños færdig i FCK

- Det sidste halve år har været hårdt for mig, fortæller Bolanos.

- Tidligere var jeg i startopstillingen hver gang, jeg spillede alle kampe. Men i år har jeg rejst meget med landsholdet, og det er en mærkelig følelse, når man kommer tilbage, for jeg har været tappet for energi. Jeg ved, jeg kan præstere bedre. Jeg har ikke været på mit sædvanlige niveau. Men jeg bliver ved med at arbejde og prøve.

Men du har også tidligere rejst med landsholdet, dengang du var en afgørende spiller for FCK?

- Det er ikke det samme. I det sidste år har vi spillet VM-kvalifikationskampe næsten hver måned, og for et par år siden var det mest træningskampe, vi spillede. Det er ikke en undskyldning. Det er virkeligheden. Som fodboldspiller har man brug for overskud, man har brug for hvile, så det har været svært for mig at finde energien, når jeg er kommet tilbage fra rejser med landsholdet og skulle spille en eller to dage senere.

- Samtidig tabte vi mange kampe i starten af sæsonen. Vi havde svært ved at finde selvtillid. Det ramte også mig. Og når jeg så rejser meget og kommer tilbage, er det svært, fordi man kommer tilbage til en dårlig placering i ligaen og samtidig mangler energi, forklarer den tidligere OB- og Start-spiller.

Formentlig slut i Skandinavien
Hvis Bolanos ikke skifter til en anden klub i vinterens transfervindue, forventer han at præstere for FCK i foråret, inden kontrakten udløber og han skal en tur til VM.

- Nu er Costa Rica kvalificeret til VM, så de kommende måneder skal jeg ikke rejse så meget. Hvis der ikke sker noget i transfervinduet, så bliver jeg her og fortsætter, arbejder hårdt og gør mit job.

- Jeg vil gerne være fair overfor alle. Jeg vil ikke have, at mit forhold til CV og Ståle ændrer sig på grund af, at jeg skal væk. Ståle er en ærlig mand, jeg stoler på ham, og jeg ved, at hvis jeg er i god form, så får jeg også lov til at spille. Hvis jeg er den normale Bolanos, så kan jeg spille i startopstillingen.

- Det handler ikke om, hvem der ellers kan spille min position, det handler om min egen selvtillid. Jeg kan udfordre, jeg kan gøre en forskel og hjælpe holdet på mange måder. Men vi må se, hvad der sker efter nytår. Lige nu skal jeg til Costa Rica på juleferie, slappe lidt af, ikke mindst mentalt. Så må vi se, hvad der sker.

- Jeg tror, det er slut for mig i Skandinavien. Men sådan er det i livet, nogle gange har man også brug for forandring. Jeg har været glad i København, og jeg kan også godt blive. Men jeg skal selvfølgelig overveje, hvad der skal ske i de næste tre-fire år, i min næste kontraktperiode. Jeg ved ikke, om jeg kan komme til at spille et sted tættere på Costa Rica. Det må vi se. Man ved aldrig i fodbold.

0 kommentarer
Vis kommentarer