Bayern-kolleger er landsholds-rivaler

Bastian Schweinsteiger og Philipp Lahm i intens duel om den samme position - både i Bayern og to måneder før VM også på landsholdet

Bastian Schweinsteiger har nok at se til. Det røde kort, som Wayne Rooney fremprovokerede på Old Trafford, forhindrer den 29-årige tysker i at kæmpe for sin position på såvel klub- som landshold (Foto: AP).
Bastian Schweinsteiger har nok at se til. Det røde kort, som Wayne Rooney fremprovokerede på Old Trafford, forhindrer den 29-årige tysker i at kæmpe for sin position på såvel klub- som landshold (Foto: AP).

Englands mest omtalte tå skal nok komme i aktion i aften - og Pep Guardiola skal nok vinde den bayerske fadøl, han satte på højkant i går, da Bayern-bossen prædikede: Wayne Rooney spiller mod os onsdag aften.

David Moyes sagde det allerede i formiddag til Sky Sports, da han proklamerede, at Wayne Rooney spiller, hvis han vil - knægten får en sprøjte, og så går det ellers bare lystigt derudad i Champions League-kvartfinalens returkamp, hvor Manchester United på Allianz Arena i München skal forsøge at spille sig videre til semfinalerne efter en fedtet omgang 1-1 på hjemmebane i sidste uge.

Bayerns helt - og lidt uforskyldte skurk - i den første kamp kommer derimod med garanti ikke i aktion. Bastian Schweinsteiger er spærret efter det andet gule kort, han pådrog sig mod en noget teatralsk sprællende Wayne Rooney. Englænderen så såmænd selv lettere fortvivlet ud, da han så dommer Carlos Velasco Carballo flå det røde kort op og stikke det i snotten på Bastian Schweinsteiger efter en duel, hvor der var minimal kontakt med den britiske stjerne.

Se også: TV: Her tager Zlatan fusen på Mourinho

Så kan det godt være, tilskuerne i aften giver Wayne Rooney en bayersk piftkoncert af dimensioner. Det har den 29-årige engelske landsholdsspiller prøvet før.

Til gengæld sidder den jævnaldrende tysker, et par britiske tabloid-aviser efter kampen kaldte 'You dirty Schwein', og lider ude på tilskuerpladserne.

For ikke nok med, at 'skuespilleren' Wayne Rooney får lov til at spille - Bastian Schweinsteiger kæmper også i den grad for sit fodbold-liv på den defensive midtbane i såvel Bayern som på det tyske landshold.

Hårdeste konkurrent til vice-kaptajnens plads som defensiv oprydder på 6'er positionen er nemlig ingen ringere end Bayern-kaptajn Philipp Lahm.

To klubkammerater i kamp om den samme plads på så vel klub- som landshold! Og dét blot to måneder før VM i Brasilien bliver skudt i gang.

Se også: Moyes: Rooney spiller mod Bayern

Bastian Schweinsteiger har haft en mere end plagsom sæson. Slideren - og målskytten fra Old Trafford - var endelig på vej tilbage til noget, der minder om fordums styrke efter et 2013/2014, hvor han foreløbig har måttet scratche fra 13 Bayern-kampe. Og nu, da han endelig begynder at nærme sig topformen, må han sidde over i braget på hjemmebane mod Manchester United!

- På denne position er det umuligt at spille bedre, end Philipp Lahm har gjort det i de seneste uger, siger Pep Guardiola om den omskolede back og tyske landsholdsanfører, der selv siger:

- Jeg føler mig lige nu mere som 6'er end som back. Rollen er en udfordring, men den er sjov!

Bastian Schweinsteiger har kun kort tid til at overbevise Pep Guardiola og landstræner Joachim Löw om, at manden med de 101 landskampe stadig er den naturlige midtbanegeneral for såvel Bayern som 'Die Nationalelf'.

Men i aften kan han kun kigge på. Lahmt, ikke?

0 kommentarer
Vis kommentarer