Selvfølgelig skal Mourinho straffes

Tidligere dansk topdommer er ikke i tvivl: José Mourinho og Chelsea skal straffes for portugiserens ageren mod Paris Saint-Germain

José Mourinho er i endnu en Champions League-semifinale. (Foto: AP)
José Mourinho er i endnu en Champions League-semifinale. (Foto: AP)

Der er en grund til, at der er lavet et teknisk område foran trænerbænken i international fodbold.

Hertil og ikke længere. Trænere og andet godtfolk derude må ikke bevæge sig længere væk, end linjerne anviser.

Bum, færdig!

Og så er det fuldstændig ligegyldigt, om man er den genopstandne Jesus Kristus eller the special one, José Mourinho.

Regler er regler, og derfor skal portugiseren også have en straf for sit show efter Chelseas 2-0-scoring tirsdag aften mod Paris Saint-Germain.

Se også: Magiske Mourinho! Du mangler stadig lidt...

Det siger den tidligere topdommer Claus Bo Larsen til Ekstra Bladet.

- Det går ikke. Det er langt over det tilladelige. Træneren må ikke løbe ind på banen, kommer det soleklart fra Larsen, der straks giver sit bud på de mulige konsekvenser.

Her scorer Demba Ba det forløsende mål

Her bringer Demba Ba Chelsea i ekstase

- Nu gjorde han det på Stamford Bridge, men hvad var der sket, hvis det havde været i Paris foran modstanderens tilskuere? Han var blevet overdænget med øl og andre ting. Der må være regler, ellers bliver det en glidebane, så andre trænere langt ned i de danske serier kan spæne over banen med henvisning til, at Mourinho må - så må jeg vel også, siger Claus Bo Larsen, der fungerede som superligadommer i 19 sæsoner frem til 2013.

Karantæne i den første semifinale kommer dog ikke på tale.

- Da han ikke blev bortvist, kan han ikke få karantæne. Så det mest sandsynlige er, at han får en bøde. Men det får han så også, det tror jeg, siger Claus Bo Larsen, der som international træner blandt andet dømte Champions League-semifinalen i 2009 mellem Manchester United og Arsenal. Han nåede 66 kampe på højeste, internationale niveau, og kun en enkelt gang viste han en spiller ud.

Schürrle åbner ballet for Chelsea

Her tænder Schürrle håbet for Chelsea

Dommer Pedro Proença har efterhånden også en del erfaring men undlod at gøre noget i situationen.

- Jeg er nu heller ikke sikker på, at jeg havde gjort noget på Stamford Bridge, siger Claus Bo Larsen og griner.

- Normalt skulle han jo bortvises, det er det rigtige at gøre.

- Det kunne måske gå, hvis Chelsea-spillerne havde jublet lige foran det tekniske område. Men det her er langt over den tilladte grænse, siger den tidligere topdommer.

0 kommentarer
Vis kommentarer