Før CL-braget: Det skal komme fra Ribery og Robben

- Du kan snakke taktik herfra og til evigheden. I sidste ende er Bayern afhængige af Arjen Robben og Franck Ribery, mener Bjarne Goldbæk

Når Real-defensiven skal åbnes i aften, skal Ribery og Robben være de førende dåseåbnere, mener Bjarne Goldbæk (Foto: AP)
Når Real-defensiven skal åbnes i aften, skal Ribery og Robben være de førende dåseåbnere, mener Bjarne Goldbæk (Foto: AP)

- Du kan snakke taktik herfra og til evigheden. I sidste ende er Bayern afhængige af Arjen Robben og Franck Ribery. Det er de to, der hver især skal sætte deres mand af og skabe ubalance hos modstanderen.

Bjarne Goldbæk sætter fingeren på de to punkter, der bliver allermest afgørende, når Bayern München i aften skal nedbryde Real Madrids mandskabstætte forsvarsmur.

Et på hver kant, hvorfra de to verdensklassespillere trækker diagonalt ind til egne afslutninger eller slår det indlæg, der kan scores på centralt.

- Og hvis de supplerer med Mario Götze fra start, så har de en trio, der kan gøre det alvorlige mod Real på de små områder overfor et lidt tungt forsvar, tilføjer Eurosport-eksperten i tysk fodbold.

Indtil lørdag gav han ikke Bayern mange chancer for at overhale kontrastærke Reals 1-0 hjemmesejr. Og første halvleg mod Werder Bremen gav ikke ny optimisme. Men så åbnede Bayern for sluserne og stormede fra 1-2 til 5-2 efter pausen. Men franskmanden forrest.

Se også: Stort comeback af Bayern i målfest

- Det er ekstremt vigtigt, at Ribery nu rejser sig efter en præstation meget langt under niveau i Madrid, hvor han gik helt i baglås, da intet lykkedes for ham. Robben var i form i forvejen. Nu kom Ribery med, siger Goldbæk, der i øvrigt roser træner Pep Guardiola for at have gjort begge kæmpe-individualister til bedre holdspillere.

Spanieren var da også selv begejstret:

- Jeg var glad for at se ham så energisk og aggressiv. Han har brug for at være irriteret for at ramme sit højeste niveau. Irriteret på dommeren, sig selv og endda træneren, sagde netop træneren, mens holdkammeraterne stod i rose-kø:



- Han viste i weekenden, hvad han kan, og hvad han indeholder. Han er en meget stærk personlighed på vores hold, og vi står altid bag ham, sagde David Alaba, mens Robben – helt uden jalousi - supplerede:

- Franck ved nøjagtigt, at holdet altid er bag ham. Han er altid vigtig. Har han en dårlig dag, så angriber vi med ham forrest i næste kamp.

’Robbery’ får altså hovedrollerne i en kamp, der kan blive en taktisk udfordring.

Se også: Bale er klar til at skyde Real Madrid i CL-finalen

- Det bliver en dans på en knivsæg, venter Viasat-ekspert Niels Christian Frederiksen.

- Bayern skal være tålmodige, for scorer Real, skal de selv lave tre, og det bliver meget svært. Real vil tænke i omstilling, så hvis ikke du er meget koncentreret, går det galt. Bayern skal være vedholdende i deres pres, skabe flere chancer end sidst og være tålmodige på en og samme tid.

– De skal undgå boldtab centralt, for så kommer ubalancen, og Real brænder nok ikke den slags kontra-chancer igen, og de er så giftige på de sidste 60 meter.

Bjarne Goldbæk er helt enig i, at balancen skal holdes. Men hans temperament kalder på mere end det:

- Jeg vil gerne se dem mere målrettede, aggressive og kyniske end i den første kamp. Og jeg kunne godt tænke mig, at de åbner op med en voldsom overfaldstaktik, hvor de angriber alt, hvad der har puls, siger han med adresse til straks at få hele Allianz Arena med på den røde bølge.

Se også: Guardiolas tyske tiki-taka er under pres

- Selvfølgelig skal de have respekt for Bale, Ronaldo og Benzema. De skal ikke fare blåøjede frem.

- Men Real har altså ikke det bedste forsvar, så de skal heller ikke gå for meget på kompromis. De må ikke tabe bolden i opspillet, men får de presset dem godt, så har de ikke Chelseas kaliber, når det handler om at stå langt tilbage.

- Og det tror jeg, de kan. Mod Werder så jeg i anden halvleg det Bayern-hold, jeg kender. Sultne og ikke selvfede. Der spillede bolden hurtigere rundt og havde meget mere vildskab.

Arjen Robben og Bayern München var ganske ordinære i onsdagens kamp. De havde ingen modtræk mod Reals massive forsvar. Foto: PA Meninger Ingen har fortjent at vinde Champions League

0 kommentarer
Vis kommentarer