Atletico-træner respekterer Mourinhos bus-taktik

Diego Simeone mener efter kritik af Chelsea, at hver træner må afgøre, hvordan han bedst skaffer resultater

Diego Simeone (Foto: AP)
Diego Simeone (Foto: AP)

Chelsea har ganske vist haft succes med et meget defensivt udgangspunkt i sine seneste kampe, men har ikke høstet megen ros for taktikken.

Liverpool-manager Brendan Rodgers kritiserede efter weekendens 0-2-nederlag til Chelsea sin kollega Jose Mourinho for at "parkere to busser foran mål".

Men han får ikke medhold af Atletico Madrids træner Diego Simeone, der onsdag aften skal prøve at få bolden forbi Chelseas defensive dobbeltdækker i Champions League-returopgøret i London.

- Jeg er fodboldfan, og jeg respekterer, at der er forskellige måder at sætte sit hold i en fodboldkamp.

- Man skal rose hold, der forsvarer godt, men det er heller ikke let at spille angrebsfodbold, så det fortjener også ros, siger Simeone.

Han mener, at det i sidste ende handler om resultater og ikke æstetik.

- Det vigtigste er, at holdet vinder, uanset hvordan det sker. Der er ikke én måde at spille fodbold på. Hvis vi alle spillede på samme måde, ville det blive meget kedeligt, siger argentineren.

0 kommentarer
Vis kommentarer