Lars Jacobsen: Ronaldo kan huske mig

- Jeg holder ikke med nogen af holdene, men er imponeret over Ronaldo som sportsmand, siger Lars Jacobsen, der efterhånden har udviklet et ’tæt’ forhold til verdensstjernen

(Foto: Tariq Mikkel Khan)
(Foto: Tariq Mikkel Khan)

Real Madrid mod Atletico Madrid!

To hold fra samme by i en Champions League finale for første gang.

Den store stærke kongeklub mod den lille klub, der har ’stjålet’ mesterskabet og nu kan snuppe den største af alle klubpokalerne – Champions League-trofæet.

Se også: Champions League-finalist: Jeg har ingen følelser for klubben

Men man kan ikke undgå at forholde sig til Cristiano Ronaldo, når man taler Real Madrid.

Én af dem, der ser frem til aftenens finale er Lars Jacobsen. Han har efterhånden mødt Ronaldo mange gange. Hver gang er en oplevelse, men han husker specielt mødet ved EM i 2012 i Ukraine.

- Bolden var ude, fordi en spiller var skadet. Jeg stod ude på sidelinjen og så sagde Ronaldo til mig: Kast den hen til mig, Jakobsen, så spiller jeg den tilbage, så kan du spille den ned til målmanden, fortæller Lars Jacobsen om oplevelsen med Ronaldo for et par år siden.

Se også: Atlético-stjerne: Vi skal slås for vores liv

- Selvfølgelig kan Ronaldo kende mig, når vi har mødt hinanden så mange gange, forklarer Lars Jacobsen, der har enorm respekt for Real Madrid-stjernen.

- Det er gået meget fint de fleste gange, jeg har mødt ham. Det er først problematisk, hvis du bliver isoleret med ham, så kører han bare forbi dig.

Se også: Ancelotti: Vi har brug for Ronaldo

- I min bog er Ronaldo verdens bedste fodboldspiller. Det er fantastisk, hvordan han har udviklet sig de seneste ti år. Lidt fra en spinkel type til en hurtig, stærk og hamrende effektiv spiller, der laver op mod 50 mål hver sæson.

- Jeg synes man skal have enorm respekt for ham. Han kører på hele tiden og sparer sig ikke et sekund. Da vi mødte Real Madrid i Champions League i december, kunne de godt have sparet ham.

- Men han vil være Champions League-topscorer, så han kører på med 100 procent hele tiden. Det er bare noget man lægger mærke til, siger Lars Jacobsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer