Dortmund-keeper: Vi kan vinde uden Götze

Borussia Dortmund må klare sig uden holdets kreative hjerne Mario Götze i aftenens Champions League-finale

Borussia Dortmund går svækket ind til aftenens Champions League-finale mod Bayern München.

Den offensive midtbanespiller Mario Götze er ikke kommet sig over en muskelskade og kan derfor ikke være med mod Bayern, som han pudsigt nok skifter til efter denne sæson.

Men Dortmund skal nok klare sig, siger målmand Roman Weidenfeller.

- Det siger sig selv, at uden ham har vi ikke den samme kvalitet som normalt. Men alt bør ikke afhænge af ham.

- I den tyske pokalfinale sidste år spillede Mario heller ikke, siger målmanden ifølge dpa og henviser til Dortmunds 5-2-sejr over netop Bayern München.

Se også: Skør Bayern-fan cykler til CL-finale



Se også: Følg Kessler og Champions League LIVE på ekstrabladet.dk



Stilfuld afsked: Peter Schmeichel spillede afskedskamp for Manchester United i Champions League finalen i 1999 - og var i Roy Keanes fravær samtidig anfører. Han sluttede sin karriere med at løfte klub-fodboldens mest eftertragtede trofæ. (Foto: Ullstein Bild) Sport og Spil De største dramaer - se listen

Götzes kommende holdkammerat Bastian Schweinsteiger er ked af, at landsmanden ikke kan spille aftenens finale, selvom det gavner Bayern München.

- Det ville have været Marios største kamp hidtil i hans karriere. Han er en god knægt, og vi føler med ham. Men en spiller af hans kvalitet kommer helt sikkert til at spille flere Champions League-finaler, siger Bayern-stjernen.

Der er kampstart klokken 20.45 på Wembley i London.

Fakta om Champions League-finalen mellem Bayern München og Borussia Dortmund:

- Det er første gang, at to tyske hold mødes i en Champions League-finale. Tidligere har turneringen haft rent spanske, italienske og engelske finaler.

- Dortmund har været i finalen og vundet turneringen én gang, mens Bayern München har i fire triumfer. I både 2010 og 2012 tabte sydtyskerne dog finalen og har i alt fem finalenederlag.

- De to klubber har mødt hinanden én gang før i Champions League. I 1998 vandt Dortmund kvartfinalen med sammenlagt 1-0.

- Bayern München og Dortmund har spillet mod hinanden fire gange i denne sæson. De to kampe i Bundesligaen er endt 1-1, mens Bayern har vundet de to andre med henholdsvis 2-1 (Super Cup) og 1-0 (pokal).

- Jupp Heynckes kan blive den fjerde træner, der vinder turneringen med to forskellige klubber. Han sejrede i 1998 med Real Madrid efter at have slået Dortmund ud i semifinalen.

- Bayern München har været i London tidligere i denne sæson. I 1/8-finalen slog de Arsenal 3-1 på Emirates Stadium. I øvrigt klubbens eneste sejr i den engelske hovedstad.

- Dortmund har vundet de to gange, klubben har været i straffesparkskonkurrence i europæisk fodbold. Bayern har vundet fire straffesparkskonkurrencer og kun tabt én – i sidste sæsons finale til Chelsea.

- Bayern Münchens sportsdirektør Matthias Sammer vandt Champions League som Dortmund-spiller i 1997.

- Dortmund har vundet 29 af sine 51 kampe i denne sæson, Bayern München 44 af sine 52.

- Ifølge finaleprogram vil der være omkring 150.000 tyskere i London i forbindelse med den 58. finale i den fornemste europæiske klubturnering.

Når Bayern München og Borussia Dortmund i aften spiller Champions League-finale på Wembley, er det syvende gang i historien, at det legendariske stadion i London er finalevært i turneringen.

Det er rekord.

Den første finale på Wembley blev spillet i 1963 - den seneste for to år siden.

Her er et overblik over de første seks finaler på Wembley:

* 1963: AC Milan vinder 2-1 over Benfica. Milaneserne bliver det første italienske hold til at vinde turneringen. Benfica kunne have vundet turneringen for tredje år i træk.

* 1968: Manchester United vinder 4-1 efter forlænget spilletid over Benfica. United bliver det første engelske hold til at vinde turneringen.

* 1971: Ajax vinder 2-0 over græske Panathinaikos. For hollænderne er det klubbens første triumf i turneringen.

* 1978: Liverpool vinder 1-0 over Club Brugge. Liverpool-legenden Kenny Dalglish scorer finalens eneste mål på den danske keeper Birger Jensen.

* 1992: Michael Laudrup er med på det FC Barcelona-hold, som vinder 1-0 over italienske Sampdoria. Det er Barcelonas første triumf i turneringen.

* 2011: FC Barcelona vinder turneringen for tredje gang på seks år med en finalesejr på 3-1 over Manchester United.

0 kommentarer
Vis kommentarer