Mourinho: Vi er i problemer

José Mourinho måtte rejse hjem fra Madrid med to skader og to karantæneramte spillere til returkampen

Foto: AP/Paul White
Foto: AP/Paul White

Chelsea-manager José Mourinho er ikke helt tilfreds til trods for, at hans hold tirsdag aften sikrede sig gode chancer for at nå Champions League-finalen.

Det lykkedes nemlig Chelsea at spille 0-0 på udebane mod Atlético Madrid, men Mourinho fik samtidig en række udfordringer frem mod returopgøret i London på onsdag i næste uge.

Se også: Cechs afløser: Jeg var kun med for at varme ham op

Både målmand Petr Cech og anfører John Terry måtte udgå med skader, mens Frank Lampard og John Obi Mikel er i karantæne, når Atlético kommer på besøg.

- Det var vanskeligt. Vi mistede vores målmand tidligt i kampen. Senere mistede vi vores anfører. Vi har også mistet to spillere til returkampen på grund af gule kort, så der er ingen grund til at grine, siger Jose Mourinho til TV3+.

Se også: Chelsea: Vi fik det som vi ville

Chelsea-manageren har dog store forventninger til returopgøret på Stamford Bridge.

- Det er en stor kamp, som vil afgøre hvem, der går i finalen. Alt er åbent, men vi er i problemer. Vi har store problemer på holdet, men vi vil give alt, ligesom vi gjorde i aften, fastslår Mourinho.

Se også: Mourinho fik sin nullert med hjem

Ifølge dpa oplyser portugiseren til tv-stationen Sky, at målmand Petr Cech har spillet sin sidste kamp, efter at han måtte lade sig udskifte med en skulderskade efter et kvarter. Cech blev afløst af australske Mark Schwarzer, der leverede en upåklagelig præstation.

Det er uvist, hvor slemt det står til med John Terry, der vred om på foden.

0 kommentarer
Vis kommentarer