Schurrle: Chelsea-kritikere er misundelige

Chelseas André Schürrle har ikke meget tilovers for de folk, der kritiserer London-klubben for at spille kedelig fodbold

Schurrle jubler sammen med Oscar og Branislav Ivanovic (Foto: AP)
Schurrle jubler sammen med Oscar og Branislav Ivanovic (Foto: AP)

Kritikken af Chelsea har været højlydt de seneste par uger. Først var det 0-0-kampen mod Atletico Madrid i Champions League, og siden var det 2-0-sejren over Liverpool i Premier League, hvor folk har været kritiske over for Chelseas måde at gribe kampene an på.

Klubben er blevet anklaget for at parkere bussen foran målet og overlade initiativet til modstanderholdet, og selvom det måske skulle være tilfældet, vil Chelseas André Schürrle ikke høre tale om, at Chelsea ødelægger fodbolden med den defensive tilgang.

- Hvis folk ser på os og siger, 'Chelsea kan ikke spille,' selv når vi vinder, så er det fordi de er misundelige. Det handler om at vinde. Det er det vigtigste. Du kan spille perfekt fodbold med en masse førstegangsberøringer og stadig tabe, siger tyskeren ifølge Goal.com.

Se også: Chelsea-stjerne til fans: Gider I mig ikke mere?



Se også: Efter Liverpool-kiks: Her afgøres Premier League

- Men det er ikke det, man vil. Man vil vinde. Der er ingen grund til at spille godt og tabe. Hvis vores plan er at vinde ved at spille på den måde, så er det perfekt.

Han peger også på, at Chelsea-holdet sagtens kan køre en modstander over, som det skete i 6-0-sejren over Arsenal sidst i marts.

- Vi kan spille på begge måder. Vi viste mod Arsenal, at vi, når vi er nødt til det, kan skabe kampen og score mål. Vi ved, at vi kan gøre det, og vi håber på at give Atletico problemer, hvis de kommer og prøver på at forsvare sig, lyder det videre.

Chelsea møder onsdag aften Atletico Madrid på Stamford Bridge. Den første kamp endte 0-0 på Vicente Calderon i Spanien.

0 kommentarer
Vis kommentarer