Ronaldo smidt ud 11 gange - slog dansker ned

Det er så langt fra første gang, Cristiano Ronaldo er blevet vist ud i en fodboldkamp

I både United, Real og Juventus er Ronaldo blevet vist ud. Foto: AP
I både United, Real og Juventus er Ronaldo blevet vist ud. Foto: AP

Dusinet er snart fuldt.

Onsdag aften blev Cristiano Ronaldo for 11. gang i karrieren præsenteret for et rødt kort, efter han havde været i infight med Valencias Jeison Murillo.

Det er i øvrigt 11 gange flere end rivalen Lionel Messi, men lad nu det ligge.

Ekstra Bladet er gået i arkiverne og fundet episoderne frem, som vi desværre ikke har mulighed for at vise i tv-format. Men vi kan fortælle, at der er tale om lidt af hvert.

Fra direkte røde kort for grove episoder til to gange gult efter film og tåbelig adfærd de mest undseelige steder på en bane. Eksempelvis i sammenstødet med danske Patrick Mtiliga. Det kan du læse nedenfor.

Og med onsdagens udvisning i Champions League-regi er stjernen nået hele vejen rundt på klubplan: Ligakampe, pokalkampe, Supercopa og nu Europa Cup. Pudsigt nok er han i 154 landskampe for Portugal sluppet.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

De 11 røde kort

1. Aston Villa-Manchester United 15. maj 2004 i Premier League: 0-2

Sæsonens sidste kamp. Ronaldo fik gult for at filme - og i overtiden smidt ud, da han i klar offside-position, der tilmed var fløjtet, sparkede bolden i mål. Han slap dog for karantæne, da det første gule kort siden blev annulleret.

2. Manchester City-Manchester United 14. januar 2006 i Premier League: 3-1

I jagten på bolden midt på banen, gik Ronaldo ned i en vanvittig stempling af bolden, der var nået hen til den tidligere United-stjerne Andy Cole. Han ramte hverken bold eller Cole, men det røde kort kunne og ville Ronaldo ikke sige noget til.

3. Portsmouth-Manchester United 15. august 2007 i Premier League: 1-1

Ved en dødbold i straffesparksfeltet er Ronaldo i heftig diskussion med Richard Hughes, der pludselig falder til jorden - angiveligt fordi Ronaldo har nikket ham en skalle. Dommeren giver direkte rødt, og Ronaldo får tre dages karantæne.

4. Manchester City-Manchester United 30. november 2008 i Premier League: 0-1

Efter en tackling på Shaun Wright-Phillips, der giver gult, bliver han i 66. minut skubbet i ryggen af Micah Richards i forbindelse med et United-hjørnespark, så han ryger ud af balance, og derfor tager hænderne op foran sig, da bolden kommer svævende mod ham. Han rammer bolden med hænderne og får gult-rødt af dommeren.

5. Real Madrid-Almeria 5. december 2009 i Primera Division: 4-2

Kort før tid er Ronaldo involveret i en nærkamp med Juanma Ortiz, der dunker ham i nakken, hvorefter Ronaldo sparker ham over læggen i frustration. Det er det andet gule kort, Ronaldo pådrager sig inden for få minutter.

6. Real Madrid-Malaga 24. januar 2010 i Primera Division: 2-0

Bare halvanden måned senere var den gal igen. Efter at have scoret begge mål i kampen, blev Ronaldo jagtet af en insisterende Patrick Mtiliga, der midt på banen sled og slæbte for at få fat i portugiseren. I frustration tvang Ronaldo albuen lige i pæren på sin danske modstander, der brækkede næsen og gik i gulvet forvredet i smerter. Direkte rødt!

Efterfølgende undskyldte Ronaldo overfor sin danske modstander. Læs den historie her

7. Real Madrid-Atlético Madrid 17. maj 2013 i Copa del Rey-finalen: 1-2

Han havde ganske vist scoret til 1-0, men Atlético var foran 2-1, José Mourinho var forvist til tribunen, og nu, 114 minutter inde i finalen, blev han nedlagt i en regulær slagtning af Atlético-anfører Gabi, der, da Ronaldo faldt til jorden, tog sig til hovedet i smerte. Linjedommeren vinkede med flaget, og Ronaldo blev smidt ud. Efterfølgende kunne man se, at hans støvler havde ramt Gabi i faldet.

8. Athletic Club-Real Madrid 2. februar 2014 i Primera Division: 1-1

Det blev til tre dages karantæne, efter Ronaldo havde skubbet til Carlos Gurpegi med sit hovedet og efterfølgende taget fat i ansigtet på midtbaneprofilen. Dommeren gav direkte rødt, hvorfor Ronaldo skubbede til ham på vej ud. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på stjernens sag, da karantænen blev udstukket.

9.  Córdoba-Real Madrid 24. januar 2015 i Primera Division: 1-2

I frustration over at have misset en mulighed tæt under mål sparker Ronaldo irriteret ud efter Edimar, der forståeligt falder om. Han brokkede sig ikke videre, da det røde kort blev fundet frem.

10. FC Barcelona-Real Madrid 13. august 2017 i Supercopa-finalen: 1-3

Han blev skiftet ind efter 58 minutter, scorede siden et drøn af et mål til 2-1, smed trøjen for at vise sin overkrop, hvilket gav gult kort, og to minutter senere, faldt han lidt for teatralsk i straffesparksfeltet i en nærkamp med Samuel Umtiti, hvilket dommeren takserede til endnu et gult kort.

11. Valencia-Juventus 19. september 2018 i Champions League: 0-2

Jeison Murillo falder til jorden efter en nærkamp med Ronaldo, hvilket får portugiseren til irriteret at skælde ham ud og tage fat (ser det ud til) i håret på Valencia-spilleren. Efter en snak med mållinjedommeren viser dommer Felix Brych Ronaldo ud.

Se også: Juventus-træner efterlyser VAR efter Ronaldo-rødt

Se også: Manchester City lider choknederlag i Champions League

Se også: Frisparksperle sætter Real Madrid i gang mod Roma

Se også: Dolberg med i Ajax-opvisning

Se også: Liverpool-stjerne under anklage: Løj han i retten?

TILBAGE: 28. september indtager spillere verden over igen den virtuelle bane. Foto: EA Sports. Sport og Spil Vi har testet FIFA 19 - her er de store ændringer

FC Barcelonas offensiv er god - og dyr! Spørgsmålet er, om den er for dyr...? Foto: Gabriel Bouys/AFP Sport og Spil Sådan bliver du kongen af CL-manager: Her er fælderne og de gode køb

18 kommentarer
Vis kommentarer