Atléticos triumf: Bayern elimineret i sandt drama

For anden gang på tre sæsoner er Atlético Madrid klar til Champions League-finalen

Atlético-jubel i München! (Foto: AP)
Atlético-jubel i München! (Foto: AP)

Man skulle tro, han havde fundet vaccinen.

Som i Champions League-semifinalen i 2014 og 2015 stod Josep Guardiola som cheftræner for Bayern München tirsdag aften over for en modstander fra sit hjemland, Spanien.

Men det er ikke lykkedes succes-træneren at finde den endegyldige løsning, der har kunnet sikre ham en finaleplads med den sydtyske storklub.

Tirsdag aften havde han chancen. Men Bayern tabte 2-1 til effektive Atlético.

Efter 1-0 til spanierne i Madrid i sidste uge stormede Bayern mod Jan Oblaks Atlético-mål fra start.

De tilspillede sig chancer, havde bolden stort set hele tiden og scorede sågar også til 1-0 på Xabi Alonsos direkte frispark, som José Giménez rettede af, så Oblak blev snydt.

Ufortjent
Men i begyndelsen af 2. halvleg ramte den spanske syge Pep igen, som den har gjort i de foregående to sæsoner mod henholdsvis Real Madrid og FC Barcelona.

Fernando Torres spillede Antoine Griezmann af sted mod Manuel Neuers mål i en hurtig kontra, og franskmanden udnyttede effektivt den første store chance, Atlético fik i kampen.

Det var møghamrende ufortjent, men den slags petitesser fortaber Diego Simeone, cheftræner for Atlético, sig som regel ikke i.

Han er kendt for at være en taktisk mester, der formår at sikre defensiven og slå til i den anden ende med hurtige slangebid, hvilket Griezmanns scoring lige præcis var.

Imens syntes Guardiola ikke mange meter derfra at blive mere og mere bleg, som var en influenza i færd med at indtage ham.

Han havde set Xabi Alonso hamre et frispark i kassen efter en halv time - og sågar Thomas Müller brænde et straffespark tre minutter senere. Var det begyndelsen til enden for Bayern?

Slangebid
Trods et boldovertag på 74 procent i 1. halvleg knækkede tingene for Bayern.

Griezmanns kolde hug ti minutter efter pausen tog kortvarigt pusten fra hjemmeholdet, der dog fandt initiativet og mosede videre.

Robert Lewandowski fik headet Bayern på 2-1, hvilket fik de 69.000 tilskuere til at live op igen.

Atlético fik sig et straffespark, der aldrig skulle være dømt, da forseelsen skete uden for straffesparket. Da resterede der otte minutter af kampen. Stilheden blev igen voldsom på Allianz Arena. Men FErnando Torres gjorde Thomas Müller kunsten efter og brændte på Manuel Neuer.

Bayerns efterhånden hårdt prøvede fans troede igen på tingene.

Et sidste langt pres mod Atlético-målet førte dog ikke til noget nævneværdigt andet end et par tyske appeller for straffespark, og dermed er Bayern færdige i turneringen. Igen.

Imens jublede Diego Simeone som en gal. Det var Cholos totale triumf. Taktikeren og kynikeren fra Buenos Aires, der ikke alene kan blive spansk mester for anden gang på tre sæsoner.

Han kan også spille sit hold, der ikke har en egentlig verdensstjerne i truppen, i Champions League-finalen for anden gang på tre sæsoner.

En fuldstændig uhørt triumf for Atlético-træneren.

Thomas Müller brænder straffespark i 1. halvleg

196 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere