Bayern cruisede sig videre

En hurtig Benfica-scoring gav forhåbninger om en spændende CL-kvartfinale, men den spænding fik Vidal og Müller hurtigt pillet ud af kampen

Arturo Vidal scorede igen mod Benfica og sørgede dermed for, at Bayern kunne tage det roligt i kvartfinalen. (Foto: AP/Armando Franca)
Arturo Vidal scorede igen mod Benfica og sørgede dermed for, at Bayern kunne tage det roligt i kvartfinalen. (Foto: AP/Armando Franca)

En tysk maskine er ikke sådan at løbe om hjørner med.

Det kan et ganske vist reservespækket Benfica-mandskab skrive under på, efter at de onsdag aften fik ørerne i en af slagsen.

For med scoringer af Arturo Vidal og Thomas Müller sørgede sydtyskerne, der i taktikkens navn havde bænket topscorer Robert Lewandowski, for, at de for femte sæson i træk står i en semifinale i Champions League.

Der var ellers momentant spænding i opgøret.

Benfica så nemlig fra start ud til ikke at bekymre sig om, at de var uden topscorerne Jonas og Konstantinos Mitroglou, der i år sammenlagt har tegnet sig for 54 mål i den portugisiske mesterklub.

For hvad gør det, når tredjevalget, Raúl Jiménez, også kan finde vejen til netmaskerne?

Kort før en halv times spil steg den langlemmede mexicaner til vejrs mellem to Bayern-spillere og headede – godt hjulpet af en helt fejlplaceret Manuel Neuer – Benfica på 1-0.

Se målet herunder:

To minutter senere havde han såmænd en stor mulighed for at bringe hjemmeholdet yderligere foran, men han fik ikke ordentlig træf på bolden - så var publikum på Estádio da Luz ligesom varmet op.

Den rigtig gode stemning holdt dog bare ti minutter.

Her fik Benfica-keeper Ederson ikke helt clearet et indlæg fra Philipp Lahm, og så kunne Arturo Vidal banke knastørt til bolden og sende den op i fjerneste målhjørne ganske uden chance for den sagesløse brasilianer.

Se den flotte kasse her:

Så gik gassen lidt af Benfica-ballonen, da hjemmeholdet nu skulle score yderligere to gange for at avancere.

Og der var såmænd blot spillet en håndfuld minutter af anden halvleg, da gassen helt gik af portugiserne. Javier Martinez steg uimodståeligt til vejrs på et Xabi Alonso-hjørnespark og sendte bolden ind foran mål, hvor allestedsnærværende Thomas Müller dukkede op og bragte Bayern på 2-1.

Så var træner Josep Guardiolas mission fuldført, og det hjalp ikke Benfica synderligt, at indskiftede Talisca med et lille kvarter igen hamrede bolden uden om Bayern-muren og op i målhjørnet uden for Neuers rækkevidde.

Det bekymrede nok ikke den velsmurte Bayern-maskine, der allerede har tunet sig ind på de kommende semifinaler.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere