Berbatovs hævn: Bye-bye Arsenal

Arsenals fans forfulgte den tidligere Tottenham-forward Dimitar Berbatov, der svarede igen med at sende CL-klumpedumperne ud i mørket

Dimitra Berbatov lo sidste på The Emirates (Foto: AP)
Dimitra Berbatov lo sidste på The Emirates (Foto: AP)

Bye-bye, Gunners. Au revoir, Arsenal.

Hvis statistik betyder noget i fodbold, så er London-klubben igen på vej ud af Champions League før kvartfinalerne. For sådan er det gået de seneste fire sæsoner, og med Monacos tre mål på udebane, ser det meget mere end svært ud før returkampen i fyrstendømmet.

Hjemme på Stade Louis II kniber det ind i mellem med at trække tilskuere, og scoringsfrekvensen er da heller ikke udpræget publikumsvenlig. Til gengæld lukke monegaskerne meget få mål ind.

Keeper Danijel Subasic har således kun skullet hente to bolde inde fra eget net i årets første 11 kampe. Og i efterårets seks gruppekampe i Champions League holdt holdet fem gange buret rent.

Regn lidt på den, Monsieur le Professeur, Arsene Wenger.

Arsene Wenger kaldes den bedste træner, som ikke har vundet en europæisk titel. Onsdag spiller Arsenal mod Wengers gamle klub, Monaco, i Champions League. Foto: AP/Tim Ireland Sport og Spil Wenger: Den bedste træner - uden de store ører

Den lange franskmand, der efter 18 år i Arsenal for første gang mødte den klub, hvor han brød igennem sidste i 80’erne og først i 90’erne, havde før kampen forsøgt at advare mod gæsternes defensive kvaliteter, og han fik endnu et par grå hår under en første halvleg, hvor selv en offensiv opstilling med Mesut Özil, Alexis Sanchez, Danny Welbeck og Olivier Giroud liggende foran formstærke Santi Cazorla kom til kort.

Udeholdet var velorganiseret og havde held til at trække tempoet ud ved enhver lejlighed. Og så huggede de pludselig til, da Welbeck i det 38. minut tabte bolden.

Monacos suveræne styrmand, Joao Moutinho, sendte den straks frem til Geoffrey Kondogbia, som resolut sparkede fra 25 meter og havde det held at snyde målmand David Ospina, da bolden skiftede bane via Per Mertesackers mave.

Se målet her

Og led de ikke nok i forvejen, de stakkels Arsenal-fans, der kampen igennem buhede af den tidligere Tottenham-profil Dimitar Bebatov, så dukkede den bulgarske hadeskikkelse op som den helt store skurk i englændernes straffespark otte minutter efter pausen.

Se også: Arsenal, pas på denne intelligente eks-fjende i aften

Den flegmatiske angriber, der aldrig har fået skyld for at spilde unødig energi, knaldede bolden i nettet på Anthony Martials godt sete stikning efter en hurtig kontra. En angrebsstil, som Arsenal efterhånden er legendarisk sårbar overfor.

Her gør Berbatov det onde:

På sidelinjen vred Wenger sine hænder, og det gik ud over den uskarpe synder Giroud, der kort efter måtte give plads for Theo Walcott.

Efter den stilfærdige første halvleg åbnede kampen nu helt op, men som sædvanlig i denne fase af den fineste turnering kneb det for Arsenal-spillerne at holde hovederne kolde og støvlerne varme.

Gæsterne, der aldrig før havde vundet en udebanekamp i Champions Leagues knockout-fase, spillede derimod med et overskud, som en afgørende føring giver, og den småsensationelle sejr kunne såmænd sagtens være blevet udbygget, før Alex Oxlade-Chamberlain i dommer Deniz Aytekins tillægstid tændte et lille håb med et godt hug.

Øjeblikke senere gjorde Yannick Ferreira-Carrasco det nemlig til 3-1.

Det er næppe forkert at gætte på, at presse og fans i kampens efterspil igen vil sætte spørgsmålstegn ved Arsene Wengers internationale formåen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere