Brød sammen i omklædningsrummet

FC Barcelonas Sergi Roberto var grædefærdig, efter at fansene på Camp Nou var meget utilfredse med spanierens indsats i Barcelonas 3-0 nederlag til Bayern München

Der var ikke nogen Barcelona-spillere, der fik fansenes kærlighed at føle, da Bayern München pulveriserede den catalonske storklub på Camp Nou 3-0 i den første gruppekamp i sæsonens Champions League.

Særligt gik tilskuernes vrede ud over 29-årige Sergi Roberto, der langt fra spillede sin livs kamp på højre wingback tirsdag aften.

Hver gang Roberto modtog bolden buhede fans højlydt, og det fortsatte indtil den rutinerede spanier blev skiftet ud efter en times spil - også til høje buheråb fra Camp Nou.

Efter kampen var Roberto i tårer i Barcelonas omklædningsrum over den hårde behandling, han modtog af egne fans.

Det skriver den spanske sportsavis AS.

Avisen skriver desuden, at anfører Sergio Busquets og viceanfører Gerard Piqué måtte trøste Roberto i omklædningsrummet.

Sergi Roberto spillede højre wingback mod Bayern. En uvant position for Barcelona-spilleren. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Sergi Roberto spillede højre wingback mod Bayern. En uvant position for Barcelona-spilleren. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
 

- Han elsker denne klub mere end nogen anden
Piqué kritiserede også fansenes behandling af Roberto til pressen efter kampen.

- Det gør ondt på mig personligt, fordi jeg kender ham. Han er en fantastisk person, og han elsker denne klub mere end nogen anden, forsvarede Piqué udskældt Roberto efter kampen.

FC Barcelona har fået en fin start i La Liga, hvor klubben har hentet syv point i de tre første kampe. Efter tirsdagens afklapsning, hvor det ikke engang lykkedes Barcelona at få et skud på mål, sætter mange dog spørgsmålstegn ved storklubbens formåen.