Annonce:
Annonce:

Champions Leagues bedste: 31-40

Champions League-historien er spækket med stjerner. Se anden del af den omfattende liste hér - og følg med i avisen de kommende dage

Annonce:
Følg Fodbold
Følg Champions League

Ekstra Bladet har valgt at trække denne artikel, da det ikke er lykkedes at verificere hovedforfatterens identitet. Grunden til, at der fremgår en journalist fra Ekstra Bladet på samme byline er udelukkende, at den pågældende Ekstra Bladet-journalist har oversat interviewet og gjort den klar til publicering online. Ekstra Bladet beklager.

Mandag bragte Ekstra Bladet første del af en serie om de 50 største spillere i Champions League-historien.

Herunder følger nummer 31-40, der rummer koryfæer som Zinedine Zidane, David Beckham og Ronaldinho. Se nummer 41-50 og en beskrivelse af spillerne her.

40. Predrag Mijatovic (Montenegro)
Én Champions League-titel: 1998 med Real Madrid

En af de største spillere, der nogensinde er produceret i Jugoslavien eller de lande, der engang udgjorde landet. Angriber eller offensiv midtbanespiller, den vanvittigt talentfulde Mijatovic havde en fantastisk blik for spillet og var aldrig i tvivl om, hvor målet stod. Selv om han ikke er en legende, så er Mijatovic stadig meget populær i Madrid. Montenegrineren havde en stor aktie i Real Madrids første Champions League-triumf i 1998, 32 år efter deres seneste sejr i Europa Cup’en for mesterhold.

Annonce:

I Amsterdam Arena, der var åbnet bare to år tidligere, var han den første til at kaste sig over et blokeret Roberto Carlos-forsøg. Juventus’ forsvar blev taget med bukserne helt nede af Mijatovic, der dansede forbi målmanden og trillede bolden ind i det tomme net til kampens eneste scoring.

Overvældet af følelser styrtede Mijatovic ud mod Madrid-bænken. Brølende, med strakt hals, håret stramt sat med gele, fingeren i luften. Før han vidste af det, var han nederst i en bunke af kroppe. Historie skabt ved en glimt af genialitet.

39. Karl-Heinz Riedle (Tyskland)
Én Champions League-titel: 1997 med Borussia Dortmund

Karl-Heinz Riedle var ikke blandt de højeste (1,79 for at være præcis), men han kunne springe som en kænguru. Riedle var ingen målmaskine, men var altid en plage for forsvarerne. Altid i bevægelse ventende på en åbning, dygtig og smart.

Annonce:

Karl-Heinz Riedle er fokuseret på et indlæg fra højre side. Det er Champions League-finalen 1997 mellem Borussia Dortmund og Juventus. Vi er 29 minutter inde i kampe. Da bolden nærmer sig ’Kalle’, stiger han lodret til vejrs. Hans timing er exceptionel. Han tæmmer bolden med brystet, så den ryger lige ned foran ham selv – lige akkurat uden for Juventus-målmand Peruzzis rækkevidde. Riedle lander på fødderne, tager to skridt fremad og sender et skud af sted med venstrebenet. Borussia fører 1-0. Münchens olympiske stadion – for størstedelen badet i sort og gult til lejligheden – eksploderer. Kan tyskerne nu også føje Juventus til sine skalpe efter Manchester United?

Drømmen får mere næring fem minutter senere, da nummer 13 scorer sit andet mål. Andy Möller sender et perfekt hjørnespark af sted. Riedle vrister sig fri af en forsvarsspiller og letter nærmest ikke fra jorden, da han sender et projektil af et hovedstød ind bag Peruzzi. Pusterum. Juventus får reduceret, men tyskerne snupper trofæet med hjem til Dortmund. Karl-Heinz Riedle ejer i dag et femstjernet hotel og en fodboldskole for børn. Hans søn, Alessandro, spiller hos Grashoppers i Zürich.

38. Kaká (Brasilien)
Én Champions League-titel: 2007 med AC Milan

Ricardo Izecson dos Santos Leite, Kaká for dig og mig, var Champions Leagues stjerne i 2006/07. Han sluttede som topscorer med ti mål og endnu vigtigere: hans hold løftede trofæet.

Annonce:

Tre år efter at være ankommet til San Siro for stort set ingenting eksploderede brasilianeren på den store scene. Med Shevchenkos afgang til Chelsea fik Kaká en fri rolle i hullet mellem midtbane og angreb. Pludselig var han ustoppelig. Han havde tydeligvis studeret sit idol Rai grundigt.

Han scorede vitale mål mod Celtic og Manchester United på vejen mod finalen. Han lykkedes ikke at komme på scoringstavlen mod Liverpool, men skaffede det frispark, som førte til Inzaghis åbningsmål, og han fik en assist ved den anden scoring. Han var kun 21, men ingen havde gjort mere end ham for at sikre trofæet. Han giver og giver. Kaká, den troende katolik, som altid gør en dyd ud af at takke Jesus for sin succes, ved, at hans mission er at hjælpe andre.

I 2009 skiftede han for ca. 500 mio. kr. til Real Madrid. De hvide håber, at han kan reproducere sin bedste Milan-form for dem.

37. Basile Boli (Elfenbenskysten/Frankrig)
Én Champions League-titel: 1993 med Olympique Marseille

Annonce:

Basile Boli ligner mere en sværvægtsbokser end en fodboldspiller. Bygget som en tank, vidunderligt hoved, mørke øjne, muskler man kunne dræbe for. En stor enhed. Angribere vidste, at der ventede en krig, der kostede blå mærker.

Finalen af den første Champions League-turnering. UEFA har besluttet at udvide Europa Cup’en for mesterhold, som nok var blevet lidt støvet. Det europæiske fodboldforbundet har udarbejdet et format, der giver mulighed for flere klubber kan deltage – med et gruppespil frem for en ren knockout-turnering.

Olympique Marseille og AC Milan er de to hold, der er på plads til den første finale. Stedet er Münchens olympiske stadion. Og til slut to afrikanske stjerner. Den ene, Boli, er fra Adidjan, Elfenbenskysten. Den anden, Pelé, kommer fra Accra, Ghana. Boli er forsvarsspiller. Pelé offensiv midtbanespiller. Pelé løber rundt med en kort, tynd hestehale. Boli helt kortklippet.

Annonce:

44.minut, hjørnespark. Pelé slår det indover. To OM-spillere angriber bolden. Boli er hurtigst, springer op mellem to italienerne, får sit hoved på og sender med kraft bolden ned i venstre side at målet. Fordel Marseille. Den franske by ville feste hele natten. Europas nyeste og mest prestigefyldte turnering var en afrikansk triumf. Boli kom endda på pop-hitlisterne i en duet med holdkammeraten Chris Waddle med ’We’ve Got A Feeling’. Han arbejder nu som sportsstudievært og er involveret i politik som støtte for præsident Nicolas Sarkozy.

36. Daniele Massaro (Italien)
Én Champions League-titel: 1994 med AC Milan.

Daniele Massaro var en antihelt. Blandt store navne som Gullit, Rijkaard, Van Basten, Baresi og Maldini lignede han indimellem én, der var gået forkert. Han var hverken en elegant fodboldspiller eller en teknisk begavelse. Han var hverken en pretty boy eller en målmaskine. Men han have målnæse. I to af sine tre Champions League-finaler var han på det tabende hold, men 18. maj 1994 var hans dag.

På Det Olympiske Stadion i Athen var det ham, der inspirerede Milan til én af de største sensationer i turneringens historie. Italienerne ga’ de forsvarende mestre – trænet af Johan Cruyff – en 4-0-øretæve.

Spanierne havde folk som Bakero, Koeman, Stoichkov, Romario og Amor i startopstillingen og var naturligvis storfavoritter. Men Milan spillede fodbold fra en anden planet. Og Massaro nettede to gange i 1. halvleg.

Annonce:

Nummer 11 reagerede hurtigst ved et Savicevic-lob og bragte sit hold i front. I 1. halvlegs døende sekunder fordoblede han føringen, da han med sit venstreben udnyttede en aflevering fra Donadoni.

Massaro forlod AC Milan efter 51 mål i 209 kampe. Han ville slutte karrieren uden for rampelyset i Japan hos Shimizu S-Pulse, men han havde allerede skabt sig sit navn. Antihelten var blevet helt.

35. Ronaldinho (Brasilien)
Én Champions League-titel: 2006 med Barcelona

Hvorfor er så mange brasilianere ikke i stand til at blive på toppen i mere end et par år? Ronaldinho vandt kun én Champions League-titel, men det kunne være blevet til mange flere, hvis bare han havde udvist en smule mere disciplin.

Han var ikke i stand til at iscenesætte sig selv i 2006-finalen mod Arsenal. Hans stjerne havde ellers skinnet klart i den forudgående periode. Hans ekstraordinære præstationer i Spanien og Europa havde henrykket verden i to år. Han kunne takke sin succes for sin glæde og sin fremragende teknik.

- Du skulle ikke give ham nogen instruktioner, bare lade ham gøre sine ting, forklarede træner Frank Rijkaard.

Annonce:

Ronaldinho ejede bolden. Den gjorde, hvad han bad den om at gøre. Ronaldinho var en tryllekunstner, en troldmand med en utrolig spilforståelse.

16. maj 2006, Stade de France. Ronaldinho forbereder sig til sin første Champions League-finale i Paris. Han træner med sine holdkammerater på et praktisk talt tomt stadion. Ingen tilskuere, kun pressen. Bortset fra fem tilhængere, der har haft held til at snige sig ind. De har fundet vej til toppen af stadion, og fra deres plads skiftes de til at råbe ‘Rooooonaldinhooooooo’, så højt de kan. Objektet for deres hengivenhed svarer ikke. Han er fokuseret på bolden, som han holder i luften med utrolige tricks.

Annonce:

Indimellem lægger han bolden stille med en af sine snehvide støvler – eller med nakken. Smilet er konstant, hvide tænder blottet i glæde. Han ser ud til at være klar til at lave et show. Men en dag senere kommer han aldrig i gang ved selve hovedbegivenheden. Ja, forført af nattens glæder mistede han sit touch og tog kilo på. Det var tid til nye helte. Men i 2006 viste han sin sande værdi og førte Barcelona til finalen med sambafodbold.

34. David Beckham (England)
Én Champions League-titel: 1999 med Manchester United

David Robert Joseph Beckham tog de to hjørnespark, der førte til de Manchester United-mål, der afgjorde den Champions League-finale med den mest elektriske afslutning i turneringens historie.

Dengang var han ung, blond og så god, som man kan få dem. Den præcise aflevering var hans speciale. Ud til wingen, ind i boksen. Altid perfekt timet, perfekt fart, perfekt højde. Og altid meget farlig. En født fodboldspiller, der kun vandt én Champions League-finale, men hvilken én. Sølvtøj passer til Beckham, stilikonet der slog kapital på sin karriere som ingen anden. Glitter, glamour og dollarsedler, mærkevarer, store sponsorer og en celebrity kone. Beckham har stadig det hele.

Annonce:

Men den medalje, den ene medalje. Det er måske den, han er mest stolt af. Den minder ham om den mest legendariske aften i Barcelona. Beckham spillede 105 Champions League-kampe, men Camp Nou var hans tinde. Det år blev Beckham kåret til årets næstbedste spiller i verden.

33. Ole Gunnar Solksjær (Norge)
Én Champions League-titel: 1999 med Manchester United

Den ultimative super-sub, dræberen med babyfacet, fansenes favorit, målmaskine, helt. Ole Gunnar Solskjær, født i Kristiansund. Hvis du stadig narrer dig selv og mener, at hans mål i sidste minut af tillægstiden i 1999-finalen mellem Manchester United og Bayern München var heldigt, så revider din mening nu. Solskjær havde et ry. En særlig evne. At komme ind fra bænken og skabe problemer. Sir Alex Ferguson vidste det, da han satte ham ind mod et Bayern-hold, der var foran med én.

Annonce:

Der var naturligvis ingen garantier. Selv det bedste ur kan gå i stå. Men Solskjær forårsagede altid uro. Forsvarsspillere følte sig altid mindre rolige med ham omkring sig. Han strejfede omkring i feltet og gjorde det svært for modstanderen at dække ham tæt op. Og han vidste altid, hvor målet stod. En halv chance var ofte nok.

Den aften var kampen 93 minutter gammel, da hans øjeblik kom. I de 12 minutter, han havde været inde, havde han mærket tyskerne trække sig længere tilbage, da nerverne truede med at spille dem et pus. Beckham hjørne, Sheringham sender den videre, Solskjær stikker et ben frem, bolden flyver forbi tre tyskere og op i nettaget. Helvedet bryder løs. Målmand Peter Schmeichel slår en vejrmølle i den anden ende. Solskjær blev senere reserveholdstræner i Manchester United og er for nylig rejst hjem til Molde for at blive manager.

32. Zinedine Zidane (Frankrig)
Én Champions League-titel: 2002 med Real Madrid

Det spark virkede til at indehold al hans styrke, alle hans følelser, al hans kærlighed til spillet. Zinedine Zidane, som blev købt af Real Madrid for den vanvittige sum af næsten 550 mio. kr., scorede Champions Leagues smukkeste mål 15. maj 2002.

Annonce:

Lige før pausen splitter Solari det tyske forsvar med en aflevering. Roberto Carlos er hurtigst fremme ved bolden, men hans modspiller er tæt på. Brasilianeren lobber bolden over forsvareren, og Zidane har allerede opfattet det. Han står på kanten af feltet, vender sin krop mod Carlos’ høje aflevering, som kommer lige imod ham. Hans venstre fod er i position, og da bolden daler ned, trykker han på aftrækkeren. Bang!

Nettet buler, Leverkusen-målmand Hans-Jörg Butt prøver at finde ud af, hvad der lige er sket. Et vidunderligt hug. Et fantastisk mål. Et kor af spanske kommentatorer er vækket til live på tribunen. Goooooooool. To af dem løber tør for luft, den tredje klarer det lange seje træk. 60 sekunder.

Zidane ser ud, som om han ikke kan tror, hvad han lige har gjort. Han løber jublende rundt, munden på vid gab. Frelst. Efter to finaler på det tabende Juventus-hold. Fodboldguderne er med ham denne aften. Zidanes mål er godt nok til at vinde enhver kamp. Inklusive Champions League-finalen.

31. Steven Gerrard (England)
En Champions League-titel: 2005 med Liverpool

Annonce:

Spørg ham, hvad der er højdepunktet i hans karriere, og han vil svare, at der var at løfte Champions League-trofæet i 2005. Da Steven Gerrard så omkring sig i omklædningsrummet i pausen den skæbnesvangre aften i Istanbul 25. maj 2005, så han ti slagne, knuste og forvirrede mænd. Milan havde lige givet dem en 45 minutters fodboldlektion, efterladt dem bagud med tre og uden at vide, hvad der var op og ned.

Gerrard, The Reds stolte anfører, var også forvirret. Men, og det var vigtigt, hverken knust eller slået. Håbets flamme var så godt som slukket hos holdkammeraterne, men den glødede stadig i ham. Liverpool skulle bare ud og angribe Milan med det samme. Det ville ændre tingene. Stolthed er vigtig for Gerrard. Stolthed over Liverpool. Hans klub siden barndommen. Og stolthed over sit job, over at være i Champions League-finalen. Han var ikke klar til at forlade stadion med en sølvmedalje. Han ville ha’ trofæet. Han behøvede det.

Liverpool var på tæerne lige fra starten af 2. halvleg, de gjorde sig nu gældende på midtbanen, hvor det italienske hold havde været så dominerende i 1. halvleg.

Annonce:

Gerrard var fantastisk. Han sloges for hver en bold, for hvert et græsstrå. Hans dedikation inspirerede hans holdkammerater. Liverpool satsede hele butikken. Det første mål faldt efter 54 minutter. Perfekt Riise indlæg, ditto Gerrard-hovedstød. Nede i højre hjørne, Dida havde ikke en chance. Jagten var i gang.

‘Hello, hello, here we go,’ brølede den engelske kommentator. Gerrard krævede mere larm fra tilskuerne. Liverpool havde brug for den vokale støtte. De havde brug for at finde momentum. Inden for to minutter havde de det. Smicer afsluttede et angreb, som Gerrard havde startet. ’Mirakler er mulige’, hævdede kommentatoren. Efter en time, Gerrard – hvem ellers – tordnede ind i feltet med en ting i hovedet. Gattuso havde andre idéer. Brug af ulovlige midler: Straffespark. Xabi Alonsos forsøg blev reddet, men han fulgte selv op på returbolden.

Mission Impossible er fuldført!

Forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence følger, men Gerrard og den engelske kommentator vidste, at skæbnen var på deres side. Den sejr var bare et spørgsmål om tid.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
A-kraft i baghaven - manges haver står klar
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: