Annonce:
Annonce:

Champions Leagues bedste: 41-50

Champions League-historien er spækket med stjerner. Se første del af den omfattende liste hér - og følg med i avisen de kommende dage

Oliver Kahn er blandt de udvalgte spillere på listen over de største stjerner i Champions League (Foto: AP)
Oliver Kahn er blandt de udvalgte spillere på listen over de største stjerner i Champions League (Foto: AP)
Annonce:
Følg Fodbold
Følg Champions League

Ekstra Bladet har valgt at trække denne artikel, da det ikke er lykkedes at verificere hovedforfatterens identitet. Grunden til, at der fremgår en journalist fra Ekstra Bladet på samme byline er udelukkende, at den pågældende Ekstra Bladet-journalist har oversat interviewet og gjort den klar til publicering online. Ekstra Bladet beklager.

Mens resten af verden med spænding fulgte lodtrækning til Champions Leagues 1/8-finaler, besøgte din reporter mørke kælderarkiver. Tunge opslagsværker, slidte magasiner, gulnede aviser, døde edderkopper og et tykt tæppe af støv.

Indimellem læsningen af alle disse biografier, statistikker, opstillinger, årbøger og udklip lykkedes det os at finde tid til at formulere kriterierne for inkluderingen på denne liste. Det ville gøre det lettere at vælge en Top 50 blandt alle disse store spillere – den første liste bestod af 80 navne. Men altså, der var idéen…

Og her er den så:

Annonce:

En Top 50-spiller skal have efterladt et uforglemmeligt indtryk i Champions League. Ved at vinde trofæet mindst én gang, ved at score vigtige mål, ved at levere en række exceptionelle præstationer eller ved at stå for et øjeblik, som fodboldtilhængere aldrig glemmer. Trofæer vægtede tungest.

Men selv med kriterierne på plads stod vi stadig over for nogle djævelske valg. Hvad med Ruud van Nistelrooy for eksempel? Nummer to på alle tiders topscorerliste (56 mål), men aldrig vinder af trofæet. Der var ophedede debatter, men hans navn blev til sidst strøget fra listen. Den samme skæbne ventede Didier Drogba, Marco van Basten, John Terry, Michael Owen, Pavel Nedved, Gianluca Vialli, Jari Litmanen, Faustino Asprilla, Franco Baresi, Fabrizio Ravanelli, Henrik Larsson, Andriy Shevchenko, Abedi Pelé, Alessandro Nesta og 14 andre alt andet end middelmådige spillere.

Annonce:

Nogle vandt Champions League, mange gjorde ikke. Og for en god ordens skyld: Vi brugte 1992 som vores startpunkt, året da Europa Cup’en for mesterhold officielt gjorde plads for Champions League. To spillere fortjener hædrende omtale. Både Hans-Jörg Butt (Bayern München) og Sinan Bolat (Standard Liege) har scoret i Champions League, selv om de er målmænd. Butt har faktisk gjort det tre gange (fra straffesparkspletten) for Hamburger SV, Bayer Leverkusen og Bayern München. Bolat scorede sit med hovedet mod AZ. Fantastiske præstationer, men frem for alt vil Butt altid være målmanden, der tabte to finaler.

18 år har Champions League nu eksisteret. 18 år med uforglemmelige øjeblikket, brillante mål og blændende stjerner. Men også kontroversielle ændringer af formatet (ikke-mestrenes adgang), professionalisering, kommercialisering og en ret pompøs hymne.

Men facts taler for sig selv. Og de fortæller, at Champions League er et fænomen. Alle vil have en del af den, spille i den, for at blive en stjerne. Fra ’kommercielt monster’ (med Louis van Gaals ord) til guldmine. I 2010 så flere mennesker verden over finalen mellem Inter og Bayern München end Super Bowl, engang den ubestridte konge blandt sportsbegivenheder (109 millioner mod 106 millioner). Det er alt, du behøver at vide om scenen, og de 50 største stjerner, der har betrådt den. Her er de 10 nederste på listen.

50. Frank Rijkaard (Holland)
Én Champions League-titel: 1995 med Ajax

Annonce:

Franklin Edmundo Rijkaard vandt naturligvis Europas fornemste klubturnering mere end én gang. Han startede med to sejre i Europa Cup’en for mesterhold med Milan. I 1995, tilbage hos Ajax, kom Champions League-triumfen. 11 år senere vandt han den igen, denne gang som træner for Barcelona.

Fire titler med tre forskellige hold. Hvor var det, vi hørte det før? Og nok er detaljerne i Rijkaards sejre en smule anderledes end i Seedorfs, men når alt kommer til alt, er det præcis det samme.

Hans stjernestund kom i Wien, 1995. Ajax mod Milan. Spænende over banen som et lam på græs. Frank Rijkaard har lige vundet sin første Champions League, endda som underdog. Han har leveret en himmelsk præstation. Fokuseret, rolig under et enormt pres. Klar til enhver nærkamp. Han runder kampen af med en aflevering, som er værd at dø for. Efter 85 minutter. Fantastisk overblik. Kluivert klar til at slå til. Han så også, at der var en aflevering på vej, og pladsen var der for at blive brugt. Kluivert prikkede den ind med tåen. Ingen vej tilbage for italienere.

Annonce:

Rijkaard løb en halv banelængde forfulgt af Seedorf, Davids, Kluivert og Bogarde, hans personlige fanklub. Tårer løb ned af alles ansigter. Våde tårer af lykke. Deres idol havde ikke skuffet, han havde leveret varen. Mission impossible var gennemført.

Et lille tv-studie en halv times tid efter præmieceremonien. Vinderne bliver interviewet. Følelserne får frit spil, men Rijkaard sidder der en smule fortumlet. Ved ikke, hvad han skal sige. Ved siden af ham storsmiler en ung mand. Han lader sin hånd hvile på Rijkaards lår. Ægte kærlighed, beundring, respekt. Glæde. Kun lige blevet 19. Og så sådan en præstation. Hans navn: Clarence Seedorf. Det unge talent kunne på ingen måde vide, at han ville matche sin helts præstation ved at vinde fire trofæer med tre klubber. Og på den måde blive én af de mest succesfulde spillere i Champions League nogensinde.

49. Dado Prso (Kroatien)
Ingen titler

Der har aldrig været en Champions League-kamp med flere mål. 5. november 2003. AS Monaco og Deportivo La Coruña scorer 11 tilsammen. Se det er underholdningen.

Annonce:

Der står 8-3 på resultattavlen efter 90 minutter. 8-3? 8-3! Pludselig virker Paris Saint Germains røvfuld til Rosenborg og Olympique Lyons ydmygelse af Werder Bremen – begge 7-2 – en smule kedelige.

Kroatiens Dado Prso var i stormform den aften. Manden med hestehalen scorede to gange med hovedet og to gange med sit højreben. Det stod 5-2 ved pausen.

Prso var ikke så speciel en spiller endda, når alt kommer til alt. Han havde sine bedste år i Skotland hos Glasgow Rangers. Men den efterårsaften i Monaco på et halvtomt stadion ramte han højderne. Takket være ikke mindst sin styrke i luftrummet. Prso vidste, hvordan han skulle time sit opspring. Og så kunne han afslutte.

Han var den tredje spiller til at score fire mål i en Champions League-kamp efter Marco van Basten og Simone Inzaghi. Den trio fik senere følgeskab af Ruud van Nistelrooy, Andriy Shevchenko og Lionel Messi, men Prso er stadig den hurtigste af dem alle. Han scorede sit første mål i det 26. minut – det fjerde satte han ind 23 minutter senere. En bedrift, der fortjener beundring og den glitter, der kendertegner Monaco.

Annonce:

Prso vil være stolt, men efter sol kommer som bekendt regn. Han ville have foretrukket en guldmedalje. Monaco nåede finalen det år, men Porto var for stærke, og han fik aldrig chancen igen.

48. Roy Makaay (Holland)
Ingen titler

Det var en svær beslutning. To hollandske angribere, to meget specielle præstationer. Roy Makaay scorede Champions League-historiens hurtigste mål nogensinde, Ruud van Nistelrooy flest Champions League-mål i en sæson (12 for Manchester United i 2002/03).

van Nistelrooy er også nummer to bag Raúl på alle tiders Champions League-topscorerliste med 56 mål. Men vi valgte alligevel Makaay. Fordi det er en så fantastisk bedrift. At score efter 10,03 sekunder er praktisk talt umuligt.

Tæl til ti, og du vil fornemme, hvor kort tid det er. Ti sekunder er nok tid til at tage et par skridt, sige et par sætninger. Du kan læse et par linjer af denne tekst. Usain Bolt er ét af få mennesker, der synes, at ti sekunder er lang tid.

Annonce:

Real Madrid giver op i München 7. marts 2006. Bolden bliver spillet tilbage til Roberto Carlos, der kikser sin tæmning. Salihamidzic drager fordel af situationen. Ind til Makaay, som med en flad inderside sender den i nettet. Gilberto Silvas tidligere rekord - 20.07 sekunder for Arsenal mod PSV i 2002 – er smadret til atomer. Makaay – Das Phantom – halverer den. Alene det fortjener en plads på denne liste.

47. Mike Newell (England)
Ingen titler

Nej, ikke filminstruktøren bag Fire bryllupper og en begravelse, Donnie Brasco og én af Harry Potter-filmene. Det her er eks-fodboldspilleren Mike Newell. Indehaver af en af de sejeste Champions League-rekorder, der findes. 15 år og vi tæller stadig.

Det er en bitterlig kold aften 6. december 1995 i Blackburn, England. Ewod Park er scenen. Kun for gæsterne Rosenborg er der noget på spil. Rovers er allerede blevet elimineret i Champions Leagues gruppespil. Ét point i fem kampe. Nordmændene fra Trondheim har stadig en lille chance for at gå videre, forudsat de vinder. Men hvis englænderne har noget, så er det stolthed.

Annonce:

Tilskuerfremmødet er lavt, men kampen er uden tvivl entreprisen værd. Alan Shearer åbner scoringen fra straffesparkspletten, Steffen Iversen udnytter en fejl og udligner. Men det er kun opvarmningen til Mike Newells one-man show. Nordmændene fejrer stadig udligningen, da hjemmeholdets angriber igen bringer Blackburn i front med et hårdt spark med højrebenet. Seks minutter senere header Newell et indlæg fra Matty Holmes på tværs af modstanderens mål og ind. Yderligere tre minutter går der, inden han med sin venstreben omsætter en millimeterpræcis Shearer-pasning og gør det til 4-1.

Newell, temmelig udtryksløst ansigt og kort mørkt hår, ser tilfreds ud, men virker ikke overstadig. Han modtager applausen, dunkene i ryggen, men ser ud til at forstå, hvad han lige har gjort. Det perfekte hattrick inden for ni minutter: højre ben, venstre ben, hovedet. I sidste sæson snuppede Messi næsten Newells rekord i sin festopvisning mod Arsenal.

- Jeg vil lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke sagde gud ske tak og lov, da han brændte, fortale han til Daily Mail.

- Jeg kan næsten ikke tro, at rekorden ikke er blevet slået i 15 år.

46. Diego Milito (Argentina)
Én Champions League-titel: 2010 med Inter

Det var noget af en første sæson hos Inter. Han ankom fra Genoa og var allerede fyldt 30. Men José Mourinho fik det bedste ud af ham. Selv ting, du aldrig havde forestillet dig, at han havde i sig.

Annonce:

Diego Milito er en skarpskytte foran mål. Ikke spændende at se på, men en dødbringende afslutter. En halv chance er alt, han har brug for. Et splitsekund. Matchvinder i pokalfinalen, matchvinder i den afgørende ligakamp om titlen. Var der ved at udvikle sig et mønster her? Champions League-finalen i Madrid. Den første en lørdag aften, så flere unge kunne se med på tv. Inter mod Bayern München. Det var op til tyskerne at angribe, Inter ville tålmodigt vente og se, hvad der skete.

Chancen kom, som den altid gør. Wesley Sneijder spillede ham fri med en brillant kort aflevering. Milito gjorde, hvad han skulle. 1-0. Han fordoblede endda sin målscore i 2. halvleg. Treblen var sikret, og hvem havde sikret den mere end ham? Afgørende for holdet og tre trofæer i ens første sæson - se det er exceptionelt.

45. Alessandro del Piero (Italien)
Én Champions League-titel: 1996 med Juventus

Annonce:

1996 var et år med enestående resultater for Alessandro del Piero. Året han vandt Champions League efter straffesparkskonkurrence mod Ajax. Masser af skuffelser skulle følge. Del Piero var – og er stadig – en vidunderlig fodboldspiller. Strålende teknik, kloge afleveringer, perfekte afslutninger. Han kunne altid regne med det talent, som han var blevet velsignet med i overflod. Men han var så uheldig at være på et hold, der bare blev ved med at kikse, når det virkelig gjaldt. Efter 1996 tabte Juventus tre Champions League-finaler: Mod Dortmund i 1997, mod Real Madrid i 1998 og mod AC Milan i 2003.

Det er smertefuldt at se tre modstanderhold fejre på din bekostning. Særligt når du er så talentfuld som Alessandro del Piero.

Sønnen af en elektriker og hjemmegående humor startede faktisk i mål. Hans mor syntes, at det var den sikreste plads. Ikke den store risiko for skader. Men hans ældre bror Stefano havde set, at broderen var bedre oppe foran. Han begyndte sin karriere i Padova, men tog snart springet til Juventus. Han blev forelsket i ’Den gamle dame’. Del Piero blev altid ved hendes side. Selv efter tvangsnedrykningen på grund af bestikkelse.

Annonce:

Del Piero følte, at han var forpligtet til at blive, forpligtet til at hjælpe klubben tilbage til tidligere tiders storhed. Han gjorde præcis det. Il Fenomeno Vero (det sande fænomen) har nu spillet over 500 kampe for Juventus og scoret flere end 300 mål. Han er hengiven over for sin klub. Så det er sådan en skam, at klubben ikke kunne give ham mere end ét Champions League-trofæ. Del Piero havde fortjent mere end én ud af fire.

44. Wayne Rooney (England)
Én Champions League-titel: 2008 med Manchester United

Champions League-finalen i 2008 var særlig på mange måder. Wayne Rooney vil primært huske den for dens udfald. Det var den første rene engelske finale. Og det var den første, der blev spillet i Moskva. For Manchester United var det præcis 50 år efter flykatastrofen i München og 40 år efter den første sejr i Europa Cup’en for mesterhold.

Rooney kendte alt til sejren i 1968, men det var ikke det, der drev ham. Han var ikke synderligt interesseret i at læse om historie. Han ville skrive historie. Med sine fødder. Men Rooney spillede ingen stor rolle i den finale. Han var lige blevet 22 og stadig i gang med at modnes. Han arbejdede hårdt. Ikke en elegant sprinter, men en dødbringende afslutter, god med hovedet, fantastisk med fødderne.

Annonce:

Rooney vandt Champions League, før han nåede sin bedste alder. En usleben diamant. Bugnende med talent, men stadig med masser af plads til forbedring. Han startede med at vise mere modenhed i sidste sæson, begyndte at passe bedre på sig selv. Gik i gang med en diet, arbejdede hårdere i fitnessrummet, dyrkede sin krop, skærpede sit sind. Resultaterne kunne alle se. Manchester United nåede ikke finalen sidste år, men Rooney nåede stjernerne. Han var den bedste spiller i Premier League og en stor performer i Champions League.

43. Thierry Henry (Frankrig)
Én Champions League-titel: 2009 med Barcelona

Han var et medlem at det mest glorværdige angreb, verden har set. 2008/09. Sammen med Messi og Eto’o. Enhvers forsvarers værste mareridt. Han har vundet meget den sæson. Ligaen, pokalen og Super Cup’en i Spanien, Champions League, den europæiske Super Cup og VM for klubhold. Thierry Daniel Henry fra Les Ulis syd for Paris tog det til det næste niveau.

Han kom igennem mange niveauer hos Arsenal. Henry er en legende hos The Gunners, men vandt aldrig europæiske trofæer. Han havde det svært til at begynde med i Spanien. Separationen fra sin kone og savnet af datteren gjorde det vanskeligt for ham at falde til. Men han arbejdede hårdt, og i Messi og Eto’o fandt han to spillere, han kunne arbejde sammen med.

Annonce:

Det var et guddommeligt angreb. Det havde alt: skrækindjagende fart, teknisk perfektion, hjerne. De var ustoppelige til tider. Mål af utænkelig skønhed. Det siger vist det hele, at de tilsammen fik nettet til at blafre 100 gange. Den spanske rekord, som var indehavet af Puskas-Di Stefano-Del Sol med 66 mål, snuppede de også. Med seks mål.

Henry har nu forladt Barcelona til fordel for USA, hvor han spiller for New York Red Bulls. Han følger interesseret med i NBA, særligt hvordan det går hans ven, landsmanden Tony Parker hos San Antonia Spurs. Efter 111 Champions League-kampe og 50 mål havde Henry fået nok.

Han vil ikke kaste glans over Champions League mere, desværre.

42. Cristiano Ronaldo (Portugal)
Én Champions League-titel: 2008 med Manchester United

2007/08 var hans sæson. Ingen var en større trussel, mere effektiv, hurtigere, sikrere, bedre. Cristiano Ronaldo: opkaldt efter den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan. Man er nødt til at medgive, at han ikke er dårlig med bolden. Ronaldo er den fødte fodboldspiller, en artist, en sensation.

Annonce:

Et tordenhug af et spark, karakteristisk tilløb, en uforlignelig dribler, hurtighed som en atlet. I 2007/08 scorede Ronaldo otte mål i 11 Champions League-kampe. I finalen var han middelmådig. Han scorede det første mål, men spillede derefter som en forkælet møgunge, der ikke fik sin vilje. Han brændte sit forsøg i straffesparkskonkurrencen og brast i tårer i frygt for, at han lige havde tabt finalen for Manchester United. Edwin van der Sar reddede ham fra det trauma, og ingen var gladere end ’Ronnie’ i slutningen af den aften.

Hans jubel viste, hvor meget det betød for ham. Hvor meget fodbold betyder for ham, hvor vigtige trofæer er, og hvor vigtigt det er for ham at nå toppen.

Ronaldo kan være en akavet, irriterende mand. Men det er bare sådan, at han er. Det er en lige så stor del af ham som de frygtindgydende frispark. Fodbolden er bedre med Ronaldo. Det er muligt, at han ikke er den bedste mere – Messi snuppede utvivlsomt hans plads i 2009 – men han er stadig én af de store og har fortsat en masse medaljer i sig.

41. Oliver Kahn (Tyskland)
Én Champions League-titel: 2001 med Bayern München

Oliver Kahn var en vinder i Champions League-finalen mellem Bayern München og Valencia i 2001. Det står 1-1 på San Siro efter 120 minutter. Mål af Mendieta og Effenberg.

Annonce:

Kahn er urokkelig i straffesparkskonkurrencen. Han ser ikke rundt eller taler med sig selv. Han forsøger ikke at spille noget mentalt spil med skytterne. Han tillader ikke, at hans koncentration bliver forstyrret af dommer Dick Jol, som nærmer sig et par gange for at se, om han er på linjen. Kahn er i zonen.

Bayern kommer tidligt bagud, da Sergio misser fra pletten. Kahn viser ingen følelser. Han stirrer stift ud i luften. Det blonde hår – buddingformet stil – hviler blødt på hans ører.

Næste mand er Zahovic. Kahn står urørlig på sin line. Begynder at bevæge sig, da skytten tager tilløb og kaster sig smidigt som en kat til højre. Godt valg. Han bokser bolden væk fra målet. Én er klaret. Der er ingen tegn på følelser. Ingen knyttede næver, ingen hævede arme. Ikke en gang et smil. Kun det stirrende blik.

Annonce:

Carbonis tur. Det er helt lige. Han forsøger sig med et spark midt i målet. Kahn går til sin egen vestre side. Han burde ikke have en chance, men lykkes at få fingrene på bolden. Han tipper den op på overliggerens underside, den rammer jorden lige foran stregen og springer videre ud i feltet. Denne gang eksploderer keeperen. Jublende falder han på knæ, knytter én så to næver, kysser bolden.

Det er hans aften, føler han. Næste skæbnestund. Pellegrino gør sig klar. Venstrebenet. Kahn bomstille igen. Samme ritual. Han begynder at bevæge sig, da argentineren tager tilløb. Pellegrino vælger venstre, og Kahn ser det. Kaster sig og parerer. Game over. Han er lynhurtigt på benene og sprinter mod sine holdkammerater, højre næve knyttet.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Populært i Ekstra Bladet+

Annonce:

Mest læste lige nu

Nej, Mette - Danmark kan ikke mere nu
Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:

Det bedste fra Ekstra Bladet+

Mest læste fra den seneste uge

Annonce:
Annonce: