Chelsea snubler igen - Mourinho under pres

Blot en enkelt sejr i de sidste fem kampe øger presset på Chelsea-manageren

Dynamo Kiev-spillerne - her en springende Yevhen Khacheridi - leverede en fysisk indsats, som gav Chelsea problemer. (Foto: AP)
Dynamo Kiev-spillerne - her en springende Yevhen Khacheridi - leverede en fysisk indsats, som gav Chelsea problemer. (Foto: AP)

Før sommerferien erobrede José Mourinho og Chelsea deres tredje mesterskab sammen, det med solide otte point ned til Manchester City.

I den nye sæson er alt tilsyneladende forandret, selvom holdet er mere eller mindre det samme.

Hvilket igen blev slået fast tirsdag aften, hvor de engelske mestre i Champions League-gruppespillet var på besøg på Det Olympiske Stadion i Kiev og ikke formåede at tage en sejr med hjem. Faktisk var Kiev med næsten 60 procent af boldbesiddelsen og de fleste chancer tættest på de tre point.

Chelsea havde brug for mindst det ene point i Kiev, efter at de i den seneste gruppekamp tabte til Porto, og de kom derfor i den stærkeste opstilling, der var muligt, når de skulle undvære de skadede Thibaut Courtois og Branislav Ivanovic.

José Mourinhos tropper kunne heller ikke tirsdag aften få det til at svinge, som det gjorde i sidste sæson. (Foto: AP)
José Mourinhos tropper kunne heller ikke tirsdag aften få det til at svinge, som det gjorde i sidste sæson. (Foto: AP)

Dynamo Kiev kunne på deres side med en sejr sætte Chelsea af i kampen om en plads i 1/8-finalen, og det skabte et fysisk slag, hvor hjemmeholdet ikke gav sig en centimeter i nærkampene, og hvor der i flere perioder blev spillet regulær indianerbold frem og tilbage over banen.

Det nærmeste Chelsea var på sejren, var et frispark på underkanten af overliggeren fra Willian, mens Kiev havde en række tilløb til store chancer, som den vikarierende Chelsea-keeper Asmir Begovic dog havde godt styr på.

Chelsea har med 0-0-resultatet kun leveret en enkelt sejr i de sidste fem kampe, og holdet ligger lige nu nummer 12. plads i Premier League. Ikke resultater, der vil imponere den ofte utålmodige ejer, Roman Abramovic.

Det skaber et vist pres på 'The Special One', José Mourinho, som om 14 dage er tvunget til at lave tre point i den omvendte kamp mod Kiev, hvis det skal blive en god sæson i Champions League.

Se også: Mourinho: Dommeren var svag og naiv

16 kommentarer
Vis kommentarer