Dortmunds forsvarsspiller Marc Bartra blev sent tirsdag aften opereret i hånden for de skader, han pådrog sig, da Dortmunds spillerbus blev ramt af tre eksplosioner på vej til deres stadion.
Det oplyser den tyske klub på sin hjemmeside.
- Vi er alle i chok, og vores tanker er hos Marc. Vi håber, at han hurtigt vil komme sig, siger Dortmund-anfører Marcel Schmelzer.
Bartra pådrog sig et brud på en håndknogle, da han blev ramt af glasskår fra splintrede busruder, og han blev som den eneste spiller fragtet til hospitalet efter hændelsen.
Dortmund var på vej til stadion for at møde Monaco i den første af to Champions League-kvartfinaler. Nu blev kampen udsat, så den i stedet begynder onsdag klokken 18.45.
- Den fremherskende stemning i truppen lader til at være, 'nu spiller vi kampen for Marc', siger Marcel Schmelzer.
Bussen havde netop forladt spillerhotellet, da den blev ramt af tre eksplosioner.
Politiet kender ikke motivet for angrebet, men myndighederne antager, at der var tale om et bevidst angreb mod fodboldholdet.
Efter voldsomt bus-angreb: Fans laver smuk gestus for modstandere
Mystisk brev fundet: Dortmund-spillerne mål for eksplosion
Dansker på stadion i Dortmund: Tænkte, at det ikke kunne passe