Coronavirus udskyder Champions League-finalen

Der kommer ikke til at spilles finaler i Champions League og Europa League i maj. Nye datoer er ikke fundet

Liverpool nåede at spille ottendedelsfinalerne i Champions League mod Atlético Madrid. Den engelske Premier League-klub, som vandt den prestigefyldte europæiske klubturnering sidste år, røg ud til det spanske hold. - Foto: Phil Noble/Reuters
Liverpool nåede at spille ottendedelsfinalerne i Champions League mod Atlético Madrid. Den engelske Premier League-klub, som vandt den prestigefyldte europæiske klubturnering sidste år, røg ud til det spanske hold. - Foto: Phil Noble/Reuters

Finalerne i Champions League og Europa League er udskudt fra maj til endnu ukendte datoer på grund af udbruddet af coronavirus.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) mandag i en pressemeddelelse.

- Der er endnu ikke taget beslutning om nye datoer, lyder det fra UEFA.

Champions League-finalen stod til at blive spillet lørdag 30. maj i Istanbul. Opgøret skal nu finde en ny og senere dato.

Det samme skal finalen i Europa League, som efter planen skulle være spillet 27. maj i Danzig.

Også kvindernes finale i Champions League, der skulle være spillet 24. maj i Wien, skubbes til en anden dato.

Lige nu er alle kampe i Europa League og Champions League sat på pause, så beslutningen kommer ikke som den store overraskelse.

I Champions League er man nået til ottendedelsfinalerne, hvor fire kvartfinalister er fundet. De sidste fire mangler at spille returopgør.

FC København er med i Europa League, og københavnerne nåede at spille den første af to ottendedelsfinaler mod Basaksehir, inden europæisk fodbold blev suspenderet.

FCK tabte kampen i Istanbul med 0-1, så der venter på et eller andet tidspunkt en svær returkamp i Parken i København.

Den danske Superliga er suspenderet på ubestemt tid. Alle fodboldkampe i de store europæiske ligaer er sat på hold.

EM i fodbold, som skulle have været afviklet denne sommer i juni og juli, er udskudt til næste sommer.

UEFA vil analysere kampkalenderen og komme med en ny udmelding, når der er fundet nye datoer.

Se også: Corona udsætter CL-brag

Se også: DBU: Dansk fodbold lukker ned til efter påske

Se også: Suspenderet på ubestemt tid

0 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport