Dansk hold klar til Champions League

HB Køges fodboldkvinder avancerer til gruppespillet i Champions League efter en samlet sejr over Sparta Prag

HB Køges fodboldkvinder er klar til gruppespillet i Champions League efter en samlet sejr på 3-0 over Sparta Prag.

I onsdagens afgørende kamp vandt HB Køge 2-0 på hjemmebane over tjekkerne. Det første opgør i Prag endte med en dansk sejr på 1-0.

Onsdagens mål blev sat ind af angriberne Cecilie Fløe og Cornelia Kramer i anden halvleg.

Dermed venter der nu seks kampe i efteråret i Champions League for HB Køge, der blev dansk mester i sidste sæson.

Det er første gang, at der er etableret et gruppespil i kvindernes udgave af turneringen, og pengepræmierne er samtidig øget fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Artiklen fortsætter under billedet...

HB Køges Isabella Obaze (i blåt) jagter bolden onsdag aften hjemme mod Sparta Prag i den afgørende kamp om at komme i gruppespillet i Champions League. Det endte med samlet dansk sejr på 3-0. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
HB Køges Isabella Obaze (i blåt) jagter bolden onsdag aften hjemme mod Sparta Prag i den afgørende kamp om at komme i gruppespillet i Champions League. Det endte med samlet dansk sejr på 3-0. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

HB Køge er allerede sikret en præmiesum på minimum 400.000 euro (tre millioner kroner) ved at komme i gruppespillet.

Tidligere er Brøndby røget ud af kvalifikationen, så HB Køge er alene om at repræsentere Danmark i Champions League.

Det blev en realitet efter en disciplineret indsats over to kampe mod de på papiret mere rutinerede tjekker.

Onsdagens kamp blev generelt en rodet forestilling med få målchancer.

Tjekkerne kredsede ofte om sjællændernes mål, men hjemmeholdet var god til at afværge de få farlige situationer, der opstod.

HB Køge satsede på hurtige omstillinger og tilspillede sig en stor chance efter ti minutter, da Madalyn Pokorny kom alene igennem og skød lige forbi den ene stolpe.

Der blev dog ikke scoret i de første 45 minutter, og det passede HB Køge bedst.

Sparta Prag skulle jagte mindst et mål i anden halvleg, men tjekkerne havde vanskeligt ved at kreere noget farligt i angrebet.

I stedet slog HB Køge til i den anden ende otte minutter inde i anden halvleg.

Den 19-årige angriber Cecilie Fløe bragte HB Køge foran med 1-0 med et flot og præcist spark efter et fladt indlæg fra Pokorny i højre side.

Hjemmeholdets formstærke spiller Cornelia Kramer cementerede sejren med målet til 2-0 efter 83 minutter.

Den indskiftede 18-årige angriber udnyttede endnu et kontraangreb, rundede elegant Sparta Prags keeper Alexandra Vanickova og sparkede bolden i det tomme net.

I resten af opgøret forsvarede HB Køge sig godt, og der kom ikke spænding om det samlede avancement trods en stor tjekkisk chance i overtiden.