Dansk jubel efter Champions League-chok: 'Nu er vi historiske'

- Det er vel nok den største kamp, jeg har spillet i klubfodbold, for det var historisk for Sevilla at gå videre til kvartfinalen, siger Simon Kjær efter overraskelsen mod Manchester United

Simon Kjær spillede en stor rolle, da Sevilla vandt 2.1 på Old Trafford. Han kalder det den største kamp hidtil i klubkarrieren. Foto: Lars Poulsen
Simon Kjær spillede en stor rolle, da Sevilla vandt 2.1 på Old Trafford. Han kalder det den største kamp hidtil i klubkarrieren. Foto: Lars Poulsen

Han har været skadet i mere end en halvanden måned og kun fået spilletid i to af de seneste 14 kampe. Så det var bestemt ikke en Simon Kjær i spillemæssig topform, der gik på banen mod mægtige Manchester United tirsdag aften.

Men det var slet ikke til at se på den smukke grønsvær, hvor den danske landsholdskaptajn var et fyrtårn i det centrale forsvar, da Sevilla med 2-1 sejren over Manchester United på Old Trafford spillede sig videre i Champions League.

- Det er vel nok den største kamp, jeg har spillet i klubfodbold, for det var historisk for Sevilla at gå videre til kvartfinalen. Underligt nok når nu klubben samtidig har været så stærk i Europa og har vundet tre af de seneste fire gange Europa League. Men nu er den barriere brudt. Vi er videre, og alt kan ske fra nu af, siger Simon Kjær.

- Det var de her kampe, jeg kom til Sevilla for at spille. For at være med på et tophold i Europa, der kan spille lige op med alle modstandere, og det kan vi på vores bedste dage. Over to kampe - når man kigger på spil og chancer - så var det vel i alles øjne et rimeligt resultat, at vi slog Manchester United ud.

- Vi er glade og på en måde også lettede, for vi har hele tiden følt, at vi var bedre spillende end Manchester, men i den første kamp i Sevilla gjorde David de Gea bare forskellen og sørgede for, at vi ikke vandt. Men vi havde så meget spil og så mange muligheder, at vi troede på, at det kunne vi skabe igen i returkampen - og dermed få det gode resultat, også på en svær udebane, påpeger han.

Spanske hold er stærkere
Hvis man isoleret ser på statistikken var det ingen overraskelse, at Sevilla sendte Manchester United ud. Spanske klubber har i 14 af de 18 seneste tilfælde trukket det længste strå mod klubberne fra Premier League.

- Manchester United er en kæmpeklub og med mange gode spillere, men et godt spansk hold skal jo ikke frygte et godt engelsk hold - det viser resultaterne i Europa jo tydeligt, fastslår Simon Kjær.

Den danske landsholdsanfører har én gang tidligere besejret Manchester United. Det var i efteråret 2016, da Fenerbahce vandt 2-1 på hjemmebane i Europa League. Sejren betød, at tyrkerne vandt puljen.

Se også: Dansk drømmeaften på Old Trafford

Se også: VM-lettelse: Andreas Bjelland slipper med skrækken

Se også: DBU bruger kassen - sender alle mand til VM

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere