Manchester blev i store perioder spillet ud af Parc des Princes, men englænderne er alligevel videre i Europa takket være to parisiske kæmpefejl, iskolde Romelo Lukaku – og VAR!
Marcus Rashford kunne forløse den britiske jubel og sendte PSG-spillerne dybt ned i kulkælderen, da han tre minutter inde i overtiden kunne banke et straffespark forbi veteranen Gianluigi Buffon til 3-1 og dermed sikre videre avancement.
Men United burde ikke have haft straffesparket, mener to danske eksperter. Eller helt præcist: I gamle dag var det straffe aldrig blevet dømt, mener Per Frimann og Preben Elkjær, der var i studiet hos TV3+ på en dramatisk Champions League-onsdag.
Studievært Peter Grønborg spørger: Var der straffe?
- Det synes jeg jo ikke, svarer Per Frimann.
- Hvordan skal man så kunne springe op. Han bruger jo sine arme til at løfte sig i vejret og vender ovenikøbet ryggen til, da han bliver ramt, siger Per Frimann om PSG-forsvareren Kimpembe, der blev ramt af Diogo Dalots skud.
- Jeg kigger på spillernes reaktion, og der er ikke én Manchester United-spiller, der reagerer på den her, siger Per Frimann.
Preben Elkjær er helt enig:
- Jeg synes ikke, der er straffe, og før i tiden var der aldrig blevet dømt ét i den situation. Bolden kommer med 200 km i timen og rammer ham. Det straffe var aldrig blevet dømt uden VAR, konstaterer TV3-eksperten.
- Nu bliver situationen gransket i VAR-rummet, og konklusionen må bare være, at hver gang, der er en berøring af en arm inde i feltet, så er der straffe. Paris-spilleren vender ryggen til, og det er jo ikke hans vilje at blive ramt. VAR har talt, siger Preben Elkjær.
Neymar amok efter CL-exit: En skændsel