Dumt! Endnu en hjerneblødning fra Chelsea-profil

Chelseas Ramires lavede et klokke-klart straffespark mod PSG tirsdag aften i Champions League, som dommeren dog ignorerede. Men det er ikke første gang, brasilianeren har dummet sig på en fodboldbane

Ved stillingen 1-1 med få minutter tilbage igen af Champions League-opgøret mellem PSG og Chelsea burde det franske hjemmehold have fået tildelt et straffespark.

Chelseas midtbaneslider Ramires valgte helt umotiveret at spænde ben for PSG's Pastore i englændernes felt. Den kreative argentiner faldt til jorden og appellerede med det samme for straffespark - men kampens dommer vinkede noget uforstående afværgende efterfølgende.

De langsomme gengivelser viste dog klart, at Ramires lavede en strafbar aktion - og en noget uforståelig én, da der slet ikke var fare på færde.

- Det er jo klart straffespark - han spænder ben for ham. Der er ikke så meget at diskutere, udtalte TV3 Sports CL-ekspert Preben Elkjær efter opgøret.

Men det er slet ikke første gang, at Ramires dummer sig og får en hjerneblødning i løbet af et opgør.

Sidste sæson gik Ramires alt for voldsomt ind i en tackling på Aston Villas El Ahmadi. Det udløste straks det røde kort fra dommer Chris Foy, der derudover også bortvist en opildnet Jose Mourinho, der havde bevæget sig udenfor det tekniske område, hvor han må opholde sig, for at tale med dommeren.

- Det er så vildt med ham, fordi han er jo en holdspiller. Men nogle gange.. ja, så ved jeg ikke, hvad der sker for ham. Så slår det bare klik, sagde TV3 Sports CL-ekspert Per Frimann tirsdag aften i Champions League-studiet.

Og blot en måned efter hans stempling på Aston Villa-spilleren gjorde Ramires sig endnu engang negativt bemærket, da han helt bevidst stangede en arm i ansigtet på Sunderlands Sebastian Larsson.

Dommer Mike Dean så ikke episoden i opgøret, men det engelske fodboldforbund, FA, tog sagen i egen hånd og tildelte den temperamentsfulde brasilianer fire dages karantæne.

Ramires slap dog for at straffe sit hold med sin hjerneblødning tirsdag aften, men mon ikke manager Jose Mourinho burde tage en kammeratlig samtale med sin hidsige spiller, så han ikke dummer sig mere fremover...

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere