Efter 210 målløse minutter: Atletico videre efter straffespark

Tilskuerne måtte vente på, at det 16. forsøg fra ellevemeterpletten afgjorde ottendedelsfinalen mod PSV Eindhoven

To gode målmandspræstationer var med til minimere målscoringen. Her er det Jeroen Zoet, der griber ind foran PSV-buret (Foto: AP)
To gode målmandspræstationer var med til minimere målscoringen. Her er det Jeroen Zoet, der griber ind foran PSV-buret (Foto: AP)

Stemningen blandt de 55.000 tilskuere på Vincente Calderon var til langt mere end 0-0, men deres tålmodighed blev testet til det yderste, da Atletico Madrid og PSV Eindhoven efter 210 målløse minutter måtte afgøre ottendedelsfinalen i Champions League fra straffesparkspletten.

Det var første gang i turneringens historie, at der ikke blev scoret i to knockout-kampe i træk.

De første 14 spark gik ind. Men så brændte Luciano Narsingh på overliggeren, før Juanfran afgjorde sagen til vild forløsning blandt de neglebidende fans, som kunne se deres helte ramme kvartfinalerne for tredje år i træk.

Nerver undervejs. Fernando Torres har netop udlignet til 5-5 i straffesparkskonkurrencen og omfavner sin målmand Jan Oblak (Foto: AP)
Nerver undervejs. Fernando Torres har netop udlignet til 5-5 i straffesparkskonkurrencen og omfavner sin målmand Jan Oblak (Foto: AP)
 

Bag historien om de mange målløse minutter stod to taktisk velforberedte trænere og to særdeles solide målmandspræstationer.

Kampen startede således med stram taktisk disciplin fra begge mandskaber.

Uden at der decideret var parkeret to busser foran straffesparksfelterne, var der dyb fokus på at lukke rummene ned og stå tæt i kæderne. De to trænere, Philip Cocu og Diego Simone, havde gjort deres grundige forarbejde.

Begge parter var selvfølgelig såre bevidste om, at efter 0-0 i den første kamp, kunne et mål til modstanderen blive et dræbende stød, så den ellers intense første halvleg blev bestemt ikke noget chanceorgie.

Alligevel kunne begge hold have prikket hul på nul-bylden, men to gode målmandsaktioner forhindrede det.

Se også: City skrev historie efter jammerlig forestilling

Fra PSV-buret stødte Jeroen Zoet flot frem og blokerede, da Antoine Griezmann efter et kvarter modtog en fin tværpasning fra Koke midt i feltet, og 13 minutter senere kastede Jan Oblak sig fladt ud fra sit mål i den anden ende. Dermed fik han afværget en målrettet aflevering fra Marco Van Ginkel på tværs af feltet.

Efter pausen åbnede hjemmeholdet bedst, og det indledende tryk gav en god hovedstødsmulighed til Gimenez, der dog headede lige forbi.

Men gæsterne kom sig hurtigt, og i det 59. minut fik deres helt store chance, eller rettere to. Locadia afsluttede en hurtig omstilling med et skud mod fjerneste stolpe, men Oblak fik det yderste af handsken på, så bolden tog samme opstander og røg tilbage i spil.

TV: Se de to kæmpe muligheder her

Topscorer Luuk de Jong prøvede at heade riposten i det tomme mål, men Godin kom på tværs og blokerede.

Klublegenden Fernando Torres blev sendt på banen med et forventningsfuldt brøl i det 55. minut, og han kom ind som et friskt skud energi. 'El Nino' havde flere farlige tilløb til at komme fri og et par enkelte gode afslutninger, mens de mange løb efterhånden havde trættet PSV’s startellever.

Se også: Torres igen på pletten: Atlético udstiller Valencia i egen hule

Men Mark Clattenburg måtte fløjte af uden afgørelse efter sammenlagt 180 målløse minutter, og måltørken fortsatte i den forlængede spilletid.

Derfor skulle han også fløjte op til straffesparkskonkurrence efter 210.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere