Ekspert: Ingen frygter Manchester City længere

Manchester City har store planer denne sæson, men efter nogle meget skuffende uger skal klubben levere i aftenens Champions League kamp. Det kan dog blive svært vurderer SBS Discovery-eksperten Mikkel Bischoff

Pellegrini tror fortsat på succes til Manchester City i Champions League, selvom holdet har sat sig selv i en dårlig position. (Foto: AP)
Pellegrini tror fortsat på succes til Manchester City i Champions League, selvom holdet har sat sig selv i en dårlig position. (Foto: AP)

- Manchester City vil vinde Champions League.

Sådan har det lydt flere gange fra Manuel Pellegrini, der er træner i Manchester City. Ikke desto mindre er klubben havnet i noget af en krise, efter en ellers forrygende sæsonstart.

I Premier League lagde de ud med at vinde de fem første kampe uden at lukke et eneste mål ind, men så skete der det, som Niels Christian Frederiksen, der er Champions League-kommentator hos TV3 Sport, kalder for en typisk Manchester City.

- Man har set det så mange gange. De kommer ud i Europa, og møder nogle af de store hold, og så taber de – ligesom de gjorde mod Juventus i første runde af Champions League, siger han.

SBS Discoverys ekspert på engelsk fodbold Mikkel Bischoff ser ét overordnet problem for Manchester City og andre engelske hold, når de skifter Premier Leagues græs ud med Champions Leagues polerede plæner.

- For Manchester Citys og Arsenals vedkommende er problemet, at de er for naive i deres tilgang til europæiske kampe. De tror, de kan spille på samme måde i Champions League, som de gør i Premier League. De er ikke i stand til at omstille sig og spille på en anden måde, og derfor bliver de straffet, siger Bischoff til Ekstra Bladet.

Men her stopper den tidligere Manchester City spillers kritik af sin gamle klub og andre engelske klubber ikke.

- Jeg tror ikke, der er nogen hold, som frygter City og de andre engelske hold længere i Europa, fordi de spiller så åbent og offensivt og dermed naivt. Tidligere frygtede hold fra andre nationer de engelske mandskaber, fordi havde en niche i deres spil. De var god organiseret, stærke på dødbolde og havde overlegen fysisk. Sådan er det bare ikke længere. Mange andre hold spillere hurtigere end de engelske. 

De skal levere nu
Manchester City har i sommerpausen brugt ufatteligt mange penge på at forstærke klubben, blandt andet med det formål at vinde Premier League og komme langt i Champions League. Derfor gør det ondt på klubben, at de stadig har til gode at få deres første point i den europæiske turnering.

Se også: Skuffet City-manager: Vi var bedre end Juventus

Ifølge Niels Christian Frederiksen er det derfor en utroligt vigtig kamp for den engelske storklub, når de søndag spiller anden runde af Champions League mod Borussia Mönchengladbach.

- De har sat sig selv i en rigtig skidt situation. Det er skidt at starte turneringen med at tabe til Juventus på hjemmebane, så de skal ud og levere et stort resultat mod Mönchengladbach. Det er det, man forventer af dem, siger han.

Stærkeste pulje i turneringen
Udover Mönchengladbach er Manchester City også havnet i gruppe med Sevilla og før omtalte Juventus. Der er altså tale om fire store klubber, der kæmper om de to pladser videre fra gruppespillet, og det gør konkurrencen svær for de ambitiøse englændere.

- Det er en af de stærkeste puljer overhovedet i turneringen. Sevilla er et fremragende hold, og Mönchengladbach er heller ikke noget dårligt hold, så det gør da, at mine forventninger nok er blevet mere dæmpet, med deres nuværende situation, siger han.

Netop spanske og tyske hold er dem, der ifølge Bischoff generelt er flere niveauer over de engelske. Og eksperten har et anderledes bud på, hvorfor de spanske tyrefægter og tyske tanks har tromlet henover engelske mandskaber i de senere års europæiske turneringer.    

- De engelske klubber bruger mange milliarder på at købe og sælge spillere, så de får aldrig rigtig spillet et koncept sammen og får derfor heller ikke gjort holdet stabilt, fordi spillerne ryger videre, hvis de ikke præsterer med det samme, siger Bischoff og uddyber:

Se også: Nu igen?! Se Chelsea-bombers nye svinestreg

- De spanske og tyske klubber laver måske en grundigere scouting, fordi de ikke har samme milliarder at handle for. Så når de henter spillere passer de dels bedre til deres koncept, og så tror de meget på spillerne, fordi de har brugt tid på at se dem an.

Sidst et engelsk hold var i Champions League-finalen og vandt var i 2012, da Chelsea besejrede Bayern München efter straffesparkskonkurrence. I sidste sæsons Champions League var der ikke ét eneste hold fra England med i kvartfinalerne.

De dårlige resultater betyder, at engelske hold er i fare for at miste en Champions League-plads til italiensk fodbold i sæsonen 2017/2018.

4 kommentarer
Vis kommentarer