Eksperter uenige om ydmyget verdensstjerne: 'Den er rivende gal'

Manchester United-spilleren Paul Pogba blev noget overraskende bænket i Champions League-kampen mod Sevilla. Nu er fodboldkommentorer uenige om signalværdien af Pogbas bænkeplads

Der er ikke enighed, om Paul Pogbas fremtid i United. Foto: AP Photo/Miguel Morenatti
Der er ikke enighed, om Paul Pogbas fremtid i United. Foto: AP Photo/Miguel Morenatti

Der gik et lille chok igennem fodboldverdenen, da José Mourinho valgte at bænke Manchester United-superstjernen Paul Pogba til fordel for den unge akademispiller Scott McTominay i Champions League 1/8-finalen mod Sevilla.

Dette er et kraftigt signal fra José Mourinho, om at der er noget helt galt, siger fodboldkommentator på TV3 SPORT Niels Christian Frederiksen.

- At en spiller, der koster 89 millioner pund, bliver bænket til fordel for en spiller fra Manchester Uniteds ungdomsafdeling. Det er også et vink med en vognstang til Paul Pogba om, at den er rivende gal. Her skal man også huske på, at José Mourinho ikke har nogen historie med at bruge spillere fra eget akademi. Det er næsten en ydmygelse af Paul Pogba, siger Niels Christian Frederiksen til Ekstra Bladet.

Champions League-reporter på TV3 SPORT Luna Christofi mener dog, at Pogbas bænkeplads i Champions League-kampen skal ses som Mourinhos måde at motivere på.

- Jeg tror, at han på psykologisk vis prøver at præge Pogba som en slags motivation, så han bliver en spiller med en stor hovedrolle. At han så starter ude i Champions League-kampen, kan være et udtryk for, at han prøver at få Pogba i gang, siger Luna Christofi til Ekstra Bladet.

Uenighed om Pogbas fremtid i United
Paul Pogba var udset som en nøglespiller på Manchester United-holdet, da han skiftede fra italienske Juventus. Den forventning har franskmanden ikke nødvendigvis opfyldt, og derfor kan der sås tvivl om Pogbas fremtid hos De Røde Djævle.

- Når man er købt for så mange penge, så er man også købt for at bære et hold, og det gør Paul Pogba ikke i Manchester United. Det er en dyr mand, man er ved at hælde ud til venstre, men det er det, der er ved at ske, er jeg ikke i tvivl om. Jeg har svært ved at se, at han har en fremtid i Manchester United, som det ser ud nu, siger Niels Christian Frederiksen.

Han nævner, at det, der kan redde midtbanespillerens fremtid i Manchester United, er, hvis United køber en styrmand i stedet for Paul Pogba. Her har Real Madrid-spilleren Toni Kroos været rygtet til United.

Luna Christofi har et andet synspunkt, og hun tror ikke, at Paul Pogba er fortid i United til sommer.

- Jeg tror slet ikke, at Mourinho er interesseret i, at Pogba ikke skal være i United. Jeg tror, at det er en fase, der får en positiv afslutning. Jeg tror ikke, at han forsvinder til sommer. Han kommer ind på holdet helt af sig selv. Det handler også om, at United mangler noget i øjeblikket, siger Luna Christofi.

Artiklen fortsætter under billedet.

Forholdet mellem Paul Pogba og José Morinho er det helt store samtaleemne. Foto: Miguel Morenatti/AP
Forholdet mellem Paul Pogba og José Morinho er det helt store samtaleemne. Foto: Miguel Morenatti/AP
 

Pogba er ikke selvskrevet på landsholdet
Flere bænkepladser for Paul Pogba kan risikere at få indflydelse på den franske midtbanespillers plads på landsholdet. Han er nemlig ikke sikret sig en plads på det franske landshold.

- Det er et VM-år. Det er ikke givet, at Paul Pogba har en fast plads hos Frankrig. Der er hård konkurrence om pladserne, og det kan vel også være med til at stresse ham. Han er rimelig presset, siger Niels Christian Frederiksen.

Uheldige episoder
Niels Christian Frederiksen pointerer, at mange uheldige episoder siden ankomsten til United har været med til at irritere Mourinho. Her nævner han en specifik episode fra efteråret 2017, og at Mourinho gerne vil have, at franskmandens fokus er hundrede procent på banen.

- Paul Pogba brugte sine egne behandlere i efteråret, da han døjede med et par forstrækninger i baglåret, og så lavede han sin egen træning og var til alternativ behandling. Derefter udgik han med en alvorlig lårskade mod Basel i Champions League. Det var blandt andet noget, som fik José Mourinho op i det røde felt, og nu har han fået nok af ham, siger Niels Christian Frederiksen.

Efter kampen mod Sevilla i Champions League udtalte Mourinho dog, at han var tilfreds med franskmandens præstation.

- Jeg synes, at Paul Pogba gjorde en stor indsats i et forsøg på at hjælpe holdet, sagde Mourinho efter kampen.

Paul Pogba har spillet 24 kampe for Manchester United i denne sæson og har kvitteret med tre mål. I de 24 kampe har han spillet i alt 1.896 minutter. Derudover er han blevet vurderet som den fjerdebedste midtbanespiller i Premier League i øjeblikket af Bleacher Report.

Noget kan derfor tyde på, at det ikke kun er evnerne på banen, som franskmanden bliver bedømt på.

Manchester Uniteds næste kamp er mod Chelsea på Old Trafford 25. februar, og returopgøret i Champions League mod Sevilla bliver afholdt 13. marts.

Se også: Rasende Mourinho: Løgn og bullshit

Se også: Gør klar til giga-transfer: United satser stort på Real Madrid-stjerne

93 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere