Eriksen-fejl dyr for Tottenham

Tottenham og Christian Eriksen måtte nøjes med 2-2 mod Olympiakos i den første Champions League-kamp i Gruppe 2

Mange danskere er i aktion i Champions League. Allan Olsen taler om deres betydning for dansk fodbold.

Champions League er toppen af poppen - men det er alle kampene ikke.

For selv om Tottenhams visit til græske Olympiakos i CL-gruppe B bød på fire scoringer, så var kvaliteten af fodboldspillet ikke prangende.

Christian Eriksen deltog i løjerne i samtlige 90 minutter, men selv om danskeren deltog i meget, var hans berømte sidste aflevering noget uvant alt for ringe.

Derfor blev det noget skuffende kun til pointdeling efter 2-2 for sidste års finalister, der ellers så ud til at styre mod en sikker sejr.

Efter en noget tam åbning på kampen, hvor Olympiakos efter 18 minutter havde den første store chance, da Miguel Angel Guerrero ramte stolpen, så vågnede gæsterne op.

Lidt over halvvejs i halvlegen blev Harry Kane nedlagt af Yassine Meriah i straffesparksfeltet, og så kunne Tottenham-topscoreren efterfølgende selv sparke føringen hjem fra 11 meter-pletten.

Det kickstartede for alvor Tottenham, der fem minutter senere slog til igen.

Ben Davies brød et Olympiakos-opspil og sendte bolden ind til Lucas Moura, der resolut klappede til den. Bum! 2-0, og Tottenham komfortabelt i front.

Det lignede pludselig en kamp, der bare skulle styres hjem - men Olympiakos ville ikke bare se til.

Fem minutter inden pausen spillede Mathieu Valbuena en medløbsbold til Daniel Podence, der tog den med og sparkede den forbi Lloris i Tottenham-målet.

Nyt liv til grækerne i de sidste 45 minutter.

Og liv kom der også generelt lige efter pausen.

Først en korrekt annulleret scoring af Dele Alli efter oplæg fra Christian Eriksen - og så et straffespark i den anden ende, da Valbuena blev nedlagt af Jan Vertonghen efter et dumt boldtab fra Christian Eriksens side.

Det omsatte den lille franskmand til udligning - og pludselig var der igen gang i Stadio Georgios Karaiskakis i Piræus.

Desværre var scoringen også det sidste opløftende moment i kampen.

Kvaliteten dalede i takt med tempoet, og Olympiakos spillede stadigt mere kontrollerende for trods alt at få point ud af anstrengelserne.

Det afstedkom chancer til Dele Alli og indskiftede Eric Lamela.

Men scoringerne udeblev, og begge mandskaber kunne derfor sætte et enkelt point ind på kontoen. Tilfredsstillende for Olympiakos - skuffende for Tottenham.

Se også: Kæmpe hyldest: Ajax opkalder pris efter dansker

Se også: Bevæbnede tyrkiske fans arresteret inden CL-brag

Se også: Banket til plukfisk før storkamp: Så trådte Liverpool-boss til

39 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere