Ét mål fra miraklet i Monaco

Arsenal var tæt på at levere et overbevisende Champions League-comeback

Giroud og co. manglede blot et enkelt mål (Foto: AP)
Giroud og co. manglede blot et enkelt mål (Foto: AP)

0 0 0 0 1 0 0 0 0 0 0 0 0 0 1 1 0 1 0 2 1 0.

Nej, det er ikke kombinationen til en skjult bankboks eller koden til en avanceret cykellås.

Ovenstående talkombination er derimod det antal mål, som Monaco inden tirsdag aftens Champions League-kamp mod Arsenal havde lukket ind i deres foregående 22 hjemmebanekampe.

Med en så imponerende, målfattig hjemmestatistik var der ikke meget i sol og stjerner, der pegede på, at Arsenal skulle kunne vende tingene på hovedet. Et mirakel skulle der til..

Det lykkedes heller ikke for englænderne, men det blev mere tæt, end man måske på forhånd havde forventet. 2-0-sejren i Monaco var dog et mål for lidt, og London-klubben kan nu koncentrere sig om topkampen i den engelske Premier League.

Giroud på pletten
Arsenal havde den offensive hat på og efter en halvsløv engelsk åbning, så fik Arsène Wengers tropper sat fut i fejemøget ti minutter før pausen.

Den formstærke angriber Olivier Giroud var manden bag London-klubbens 1-0-scoring, og i minutterne efter scoringen bevægede et tydeligt groggy fransk hold sig på kanten af endnu et indkasseret mål.

Se Girouds mål:

Monaco ville kampen igennem ikke så meget, og de var tydeligt tilfredse med tingenes tilstand. Fokus var så sandelig defensivt.

I anden halvleg fik de defensive monegaskere derfor lukket godt af i store dele af halvlegen, og indtil et kvarter før tid så det ud til, at den defensive tilgang bar hele vejen til et avancement.

Men indskiftede Aaron Ramsey ville det anderledes, og med sin scoring til 2-0 blev det startskuddet til en hektisk afslutning, hvor London-holdet kun skulle bruge et mål mere for at gå videre.

Se Ramseys 2-0-scoring her:

Nok en gang var Monaco rystet, og målmand Danijel Subasic måtte efterfølgende blandt andet redde en afslutning på stregen, mens Arsenal konstant mosede på for den sidste, afgørende scoring.

Arsenal kastede alt frem i desperat sidste offensiv og sværmede om et presset Monaco-mandskabs målfelt, men trods flere optræk til mål fik Monaco reddet sig i land.

Se Monacos keeper med sin super-redning i kampens døende minutter


Miraklet i Monaco lykkedes ikke for Arsenal. Men hold op, hvor var de tæt på..

37 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere