Fadæse midt i CL-fest: Her slår det klik for Liverpool-fan

En Liverpool-fan skubbede en tilfældig mand i et springvand forud for onsdagens CL-semifinale i Barcelona. Liverpool og flere af klubbens fans har taget afstand fra mandens handlinger

Denne mands handling er blevet fordømt af talrige liverpoolfans. Video: Twitter.

Dagen før Liverpools vigtige første semifinale mod FC Barcelona, har fans af Merseyside-klubben sat den spanske havneby på den anden ende.

Ifølge spanske AS er seks englændere angiveligt blevet anholdt for vold fire hotelansatte, ligesom der er blevet kastet flasker mod politiet.

Det er dog en ældre herre, der trækker overskrifter i både spanske og engelske medier. I en video delt på sociale medier ses han snige sig op bag en lokal mand ved et springvand på pladsen Placa Reial, løfte manden og kaste ham ned i springvandet, til stor morskab for adskillige andre tilstedeværende. Se videoen over artiklen.

Mandens handling er blevet fordømt af mange andre fans, der opfordrer ledelsen i Liverpool FC til at reagere på hændelsen, som de mener ødelægger klubbens navn og rygte.

Onsdag eftermiddag har Liverpool FC udsendt en erklæring, hvori det oplyses at klubben tager afstand fra hændelsen og samarbejder med både spansk og engelsk politi om at identificere de involverede personer.

'Den slags opførsel er tydeligvis totalt uacceptabel og vil ikke blive tolereret. Det ville være upassende at kommentere yderligere mens situationen stadig udvikler sig, udover at bekræfte, at klubben vil tage de nødvendige skridt i sager af denne slags', lyder det på klubbens hjemmeside.

Politi rykkede talstærkt ind
Andre fans anklager til gengæld det lokale politi for at overreagere og forsøge på at fremprovokere en konfrontation, skriver Liverpool Echo. Efter hændelsen skulle politiet angiveligt have ryddet Placa Reial med stavene trukket.

 

- Vi var samlet på Placa Reial omkring klokken 19.30, der var hundredvis af syngende fans med flag fremme. Et par meter fra mig så jeg et mindre håndgemæng mellem en lokal og en liverpoolfan - for at være ærlig så det ikke ud af meget, men det spanske politi rykkede ind med det samme.

- Omkring 50 spanske betjente kom frem med stavene trukket, de hev manden til side, men begyndte derefter at rydde pladsen for fans.

- De sparkede øl ud af hænderne på folk, og jeg så også en af dem svinge staven. Hvis de var ude efter en reaktion, fik de den ikke, fortæller en liverpoolfan, der ønsker at være anonym, til Liverpool Echo.

- Vi skyndte os bare væk så hurtigt vi kunne.

FC Barcelona og Liverpool FC spiller den første af to Champions League-semifinaler i aften klokken 21.

Hør hvad Liverpool-træner Jürgen Klopp forventer af aftenens kamp her. Video: AP/Press Association

72 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere