En belgisk Manchester City-fan kæmper i skrivende stund for sit liv på hospitalet, efter han tirsdag aften blev overfaldet af en gruppe Club Brügge-fans.
Det skriver belgiske HLN.
Ifølge avisen er der tale om en 63-årig mand, der er med i den officielle Manchester City-fangruppe Blue Moon.
Overfaldet skete på en tankstation i Drongen, som er Kevin de Bruynes hjemby.
Her spottede en gruppe Club Brügge-fans den 63-årige mand, som havde et City-halstørklæde på. Det skabte ifølge øjenvidner ballade, og en Club Brügge-fan hev halstørklædet af den forurettede, der siden blev slået i jorden.
Det fortæller den 63-årige mands søn, Jurgen, til HLN.
- Min far ventede udenfor på to venner, da en Club Brügge-fan flåede halstørklædet af hans hals. Da min far ville have sit halstørklæde igen, fik han et hårdt slag til hovedet, hvorefter gruppen stak af og efterlod min far til at dø på jorden, fortæller Jurgen, der er medformand i Blue Moon.
Den 63-årige mand svæver stadig mellem liv og død på hospitalet.
Onsdag eftermiddag skriver flere belgiske medier, at fem personer med forbindelse til overfaldet er blevet anholdt. Det bekræfter den belgiske anklagemyndighed.
Manchester City har onsdag udsendt en klubmeddelelse, hvori klubben skriver, at Manchester City er chokeret og forfærdet over at høre om overfaldet i Belgien efter Champions League-opgøret.
På grønsværen vandt Manchester City 5-1 over Club Brügge.