FCM fik verdens mest ligegyldige sejr

En fin 1-0-sejr over Apoel var desværre ikke nok til fortsat deltagelse i Champions League

Sviatchenkos lynmål var ikke nok (Foto: René Schütze)
Sviatchenkos lynmål var ikke nok (Foto: René Schütze)

NICOSIA (Ekstra Bladet): FC Midtjylland er helt som ventet ude af Champions League. Men ulvene rejste sig forbilledligt i heksekedlen på GSP Stadion, vandt 1-0 og var længe så tæt på videre avancement, at den elendige første halvleg i Herning må gøre ekstra ondt her til aften.

Erik Sviatchenko tændte drømmen for ulvene inden for bare 100 sekunder. Daniel Royer tog hul på en stor første halvleg, da han blev nedlagt ved sidelinjen af den overgearede back Mario Sergio.

På forhånd havde FC Midtjylland forudsagt, at dødboldene ville blive nøglen til at skabe et usandsynligt comeback. Så med dybeste koncentration sendte Jakob Poulsen et millimeter-præcist frispark mod den fjerneste stolpe, hvor Erik Sviatchenko havde umanerligt meget plads til at heade 1-0 føringen i nettet.

Se målet her:

En kæmpe oprejsning til Sviatchenko, der fejlbedømte den fremlægning i Herning, der endte med at give Apoel det første mål for en uge siden.

Kampens skotske dommer Bobby Malden viste sig hurtigt at være en herre, der kunne acceptere en solid nærkamp.

Så når Apoel-forsvareren Inaki Astiz gik hårdt ind på kroppen af Morten ’Duncan’ Rasmussen, så fik danskeren lov til at give igen. Noget for noget. Almindelig fodboldlogik. Men de voldsomme protester fra tribunen efterlod ingen tvivl om, at Apoel-tilskuerne var parat til at benytte enhver given lejlighed til at lægge pres på opmanden fra Skotland.

De massive cypriotiske protester, der fulgte fra spillerne ved ethvert spilstop, fortalte også en historie om, at hjemmeholdets spillere havde mere fokus på at påvirke dommeren end at spille kampen.

Drømmen for FC Midtjylland blev endnu mere realistisk, da midtbanespilleren Vinicius efter en halv time blev udvist noget hårdt for et hårdt, men ikke just ondskabsfuldt frispark mod Pione Sisto.

Se situationen her

Samme Sisto skulle have bragt ulvene op med to mål lige før pausen. Kristian Bak blev spillet helt igennem, men valgte i en gunstig skudposition at aflevere bagud til den helt fri Pione Sisto, der dog lige akkurat sendte sin afslutning forbi stolpen. En kæmpechance af den slags, som bare skal i kassen, hvis FC Midtjylland mente det alvorligt i Champions League.

I overtal så lignede det ved pause en kamp, hvor FC Midtjylland bare skulle klemme på, så var den anden scoring også i kampen. Men samtidig var det svært ikke at frygte, at pausen ville lægge en dæmper på det temperament hos Apoel-spillerne, som var ved totalt at koge over i første halvleg. Det var som om, Apoel-spillerne ved pausen faktisk havde glemt, at de trods 1-0 stadig var videre.

Og teen hos cheftræner Domingos Pacienca fik lige præcis sendt så meget kold luft til hovedet af Apoel-spillerne, at de kom ud til anden halvleg med alle ambitioner om, at der slet ikke skulle spilles fodbold.

Der blev gået til stålet (Foto: René Schütze)
Der blev gået til stålet (Foto: René Schütze)
 

En genial indskiftning af brasilianske Vander, som havde gjort rigtig ondt på FC Midtjylland i den første kamp, gav Apoel en spiller, der var i stand til at holde på kuglen – og han fik i løbet af anden halvleg trukket et hav af advarsler til danskerne.

Samtidig så forsømte Apoel på ingen måde at trække tiden langt ud over grænsen for det anstændige, når de fik nogle af de frispark, som ulvene desværre begik alt for mange af efter pausen. At se keeper Boy Waterman ligge ned i tre minutter efter en harmløs duel med Morten ’Duncan’, Rasmussen var som at læse på side et i grundbogen for fodboldens små ufine tricks...

Et par minutter senere fik bolddrengen bag Apoel-målet klare instrukser fra samme Waterman om, at han ikke behøvede at sætte noget som helst tempo i sit arbejde. Siden holdt bolddrengene helt op med at smide bolde på banen.

Petter Andersson blev hugget brutalt ned under et hjørnespark, uden dommer Madden i den situation så hvad der foregik. FC Midtjylland virkede omvendt lidt for tilfredse og troede, at tiden var deres ven. Og det betød, at alt for mange bolde blev bugseret til finske Tim Sparv, der bestemt ikke formåede at sætte noget offensivt i gang.

Desperat Thorup
Jess Thorup forsøgte desperat fra bænken at ændre kampens forløb. Men især hans første indskiftning af kroatiske Martin Pusic virkede helt fejlagtig. Pusic virkede overtændt – og hans advarsel for at losse et saksespark i skallen af en Apoel-spiller ved midterlinjen var helt vanvittigt at se på.

I sidste ende endte den tidlige scoring med at blive ulvenes største fjende... Apoel voksede i styrke fra minut til minut. Og efter en anden halvleg, hvor en god skudmulighed til Petter Andersson endte med at blive FCM’s bedste tilbud, så endte mesterholdet med at takke farvel til Champions League, inden det for alvor blev sjovt.

Nu venter Europa League... og det kan blive svært nok.

106 kommentarer
Vis kommentarer