Den rumænske linjedommer Octavian Sovre har haft en uge, han næppe kommer til at glemme.
Sovre endte i overskrifterne og fik først ris og siden ros. Nu rundes ugen af med en karantæne...
Efter tirsdagens Champions League-opgør mellem Manchester City og Dortmund bad den rumænske dommer om den norske stjerne Erling Haalands autograf.
Det blev fanget af tv, og kritikken haglede ned over Sovre.
Det viste sig senere, at den rumænske dommer siden 2015 har indsamlet memorabilia til fordel for et center i Rumænien, der hjælper børn og voksne med svær autisme.
Det stillede hans handling i et andet lys, men de højre herrer i rumænske dommerkomité er tilsyneladende ikke tilfredse med Sovres autografjagt.
De kendte udmærket hans motiv, men har valgt at straffe den nu ganske berømte dommer.
Ifølge den rumænske fodboldjournalist Emanuel Rosu har dommerkomitéen i Rumænien for nuværende valgt at fjerne Sovre fra dommergerningen.
Han skulle have været på linjen i en kamp i sidste runde af den regulære sæson i Rumænien, men det bliver ikke tilfældet.
Beslutningen skal formentlig også ses i lyset af den opsang, som UEFA's dommerchef Roberto Rosetti kom med tidligere på ugen.
Her kaldte han det uacceptabelt at gå på autograf- eller trøjejagt som dommer.
Superagentens vilde plan: Skal runde magisk grænse