Før storbraget: Finale-heltene vi aldrig glemmer

Ingen klub har vundet Europa Cuppen/ Champions League flere gange end Real Madrid, der har mulighed for at tage den 11. titel lørdag aften. Bag de mange triumfer står en række spillere, som har været med til at afgøre kampene. Tipsbladet giver dig her 10 afgørende spillere fra de 10 finaler

(Arkivfoto: Marcamedia)
(Arkivfoto: Marcamedia)

1956: MARQUITOS, Real Madrid-Stade de Reims 4-3

Fire spillere scorede for Real Madrid i historiens første Europa Cup-finale, og Marquitos var den mest uventede af dem, da han fra sin højre back udlignede til 3-3.

Kampen var, som resultatet antyder, underholdende. Raymond Kopa, som spillede i alt fem finaler for Reims og senere Real Madrid, har sagt til uefa. com, at det er den bedste finale, han har spillet i. Undervejs var Reims foran både 2-0 og 3-2, men det, der lignede et stort fransk triumftog, blev altså afsporet af blandt andet Marquitos' scoring. Europa Cuppen var ellers en fransk opfindelse, finalen blev spillet i Paris, og så var det jo passende, hvis Reims 150 kilometer øst for hovedstaden havde vundet.

Marquitos spillede fire af de fem finaler, Real Madrid vandt i turneringens første leveår.

Hans mål var ét af bare tre for klubben, som han til gengæld vandt blandt andet seks mesterskaber med.

På billedet ses Marquitos i semifinalen i Europa Cup'en mod Manchester United i. (Foto: Polfoto)
På billedet ses Marquitos i semifinalen i Europa Cup'en mod Manchester United i. (Foto: Polfoto)
 

1957: FRANCISCO GENTO, Real Madrid-Fiorentina 2-0

Mens Marquitos var en overraskende målscorer i den første Europa Cup-finale, var der ikke meget overraskende ved de to spillere, der kom på tavlen for Real Madrid i 1956.

Angriberen Alfredo Di Stéfano og wingen Francisco Gento var to målfarlige herrer, hvilket de beviste i sejren over Fiorentina for 50 år siden.

Efter Di Stéfanos straffesparksmål i det 69. minut kom Gento fri i gennem seks minutter senere og chippede bolden over den fremstormende Giuliano Sarti i Viola-målet.

Det blev ikke hans sidste mål i en Europa Cup-finale.

Gento, der både var berømt for sin utrolige fart og evner som oplægger, er den mest succesfulde spiller i den fineste klubturnering på kontinentet.

Han spillede i otte finaler, hvilket kun Paolo Maldini kan matche, men ingen når op på siden af hans seks sejre. Han spillede i alt 18 sæsoner for Real Madrid og anses fortsat for at være en af de største spillere i spansk fodbold.

Her ses Francisco Gento alene i igennem. (Foto: Polfoto)
Her ses Francisco Gento alene i igennem. (Foto: Polfoto)
 

1958: HÉCTOR RIAL, Real Madrid-AC Milan 3-2

For første gang måtte en Europa Cup-finale ud i ekstra spilletid for at finde en vinder, og selv om Gento blev matchvinder i det 107. minut, var det Héctor Rials mål, der gav tvang kampen ud i 2 x 15 ekstra minutter. AC Milan var ellers foran to gange, men Real Madrid cementerede klubbens enevælde i turneringen med den tredje sejr ud af tre mulige.

Rial var endnu en af de Real-spillere, der var med til at vinde alle fem titler fra 1956-60, ligesom Marquitos, Gento og Di Stéfano også var. Og ligesom Di Stéfano blev Rial født i Argentina og valgte at stille op for det spanske landshold (hans forældre var dog spanske migranter, mens Di Stéfanos var italienske).

Héctor Rial var en af playmakerne på holdet; han havde stor teknik, blik for spillet og var målfarlig. Det viser 83 scoringer i 169 kampe for Real Madrid, som han skiftede til i 1954, efter han truede sin uruguayanske klub med stoppe med at spille, hvis han ikke fik lov til at komme til Spanien.

1959: ALFREDO DI STÉFANO, Real Madrid-Stade de Reims 2-0

På sin hjemmeside betegner Real Madrid Di Stéfano som den bedste spiller i klubbens historie, og det er svært at argumentere imod den påstand. I 1959 scorede han målet til 2-0 i finalegentagelsen mod Reims, og han scorede i alle de fem Europa Cupfinaler, han spillede, hvilket er rekord. Angriberen vandt desuden Ballon d'Or samme år, ligesom han havde gjort to år forinden, og han scorede 308 mål i 396 kampe for klubben.

Di Stéfano var drivkraften bag tidens store Real Madridhold.

Han var en leder, han scorede mål, og han var tyngdepunktet, om hvem holdets offensive spil drejede.

Real Madrid-legenden udmærker sig også ved at have repræsenteret tre landshold: hjemlandet Argentina, Colombia og Spanien. Han fik debut for sidstnævnte i januar 1957 og scorede hattrick i en 5-1-sejr over Holland.

Som træner havde Di Stéfano også succes med nationale mesterskaber med Boca Juniors, River Plate og Valencia.

I Real Madrid blev blandt andre Emilio Butragueño fast mand under Di Stéfanos ledelse.

 

1960: FERENC PUSKÁS, Real Madrid-Eintracht Frankfurt 7-3

Finalen i 1960 er en af de bedste kampe i turneringens levetid, hvis ikke i fodboldhistorien.

Di Stéfano scorede tre, Puskás fire. Der er kun blevet scoret ét finalehattrick i Europa Cuppen/ Champions League siden. Ingen andre har scoret fire.

Ungareren Puskás var i det hele taget en farlig mand i 1959/ 60-sæsonen, og hans 12 Europa Cup-mål er kun blevet overgået af tre spillere siden.

Puskás kom sent til Real Madrid; han var allerede 31, da han i 1958 ankom efter den ungarske revolution, men han nåede alligevel at vinde tre Europa Cupper og fem mesterskaber.

Han skiftede også statsborgerskab og nåede at repræsentere Spanien fire gange, efter han havde været en central del af det store Ungarnhold i 50' erne.

Allerede inden finalen var Puskás i centrum, da det vesttyske forbund havde forbudt sine hold at spille kampe mod ham. Det skyldtes, at han havde anklaget landsholdet for at være dopet under det overraskende comeback i VMfinalen i 1954, men Puskás sendte en skriftlig undskyldning, og forbundet trak i land.

1966: FERNANDO SERENA, Real Madrid-Partizan Beograd 2-1

Mens de fleste af de andre spillere på denne liste havde store karrierer i Real Madrid, var Serenas mere ordinær.

Han var ungdomsspiller i klubben og spillede fem sæsoner på førsteholdet, men fik kun 86 kampe. Han fik også blot en enkelt landskamp for Spanien.

Til gengæld vandt han fire mesterskaber og Europa Cuppen i 1966, som blev spillet på Heysel Stadion i Bruxelles ligesom finalen otte år forinden.

Serena var højre wing af den slags, som fik kridt på støvlerne, og som specialiserede sig i at slå præcise indlæg.

Alligevel var han også relativt målfarlig med 15 scoringer for klubben, hvoraf finalemålet mod Partizan naturligvis var det vigtigste.

Her tæmmede han bolden med brystet, lod den hoppe foran sig og halvflugtede den så i mål.

Fernando Serena forlod Real Madrid i 1968 til fordel for Elche, med hvem han var med til at tabe pokalfinalen i 1969.

Hans professionelle karriere sluttede hos Barcelona-klubben Sant Andreu i den næstbedste række i Spanien.

1998: PEDRAG MIJATOVIC, Real Madrid-Juventus 1-0

I 1998 havde Real Madrid ventet 32 år på at vinde den største af alle klubturneringer, og Pedrag Mijatovic var manden, der sikrede klubben sin syvende triumf i den anden finale, Real Madrid spillede i Amsterdam efter nederlaget i 1962.

For en sjælden gangs skyld var Real Madrid det undertippede hold i finalen, efter holdet var sluttet som nummer fire i ligaen, men som Mijatovic fortæller til UEFA's hjemmeside, tjente statussen som underdog som motivation, da spillerne ikke vidste, om de nogensinde ville stå i samme situation igen.

Mijatovic kunne drible, sparke og løbe stærkt, og han viste både i Madrid, Valencia og Partizan Beograd, at han også kunne score mål. Sejren i 1998 var højdepunktet i hans karriere, har han fortalt, og han forlod klubben året efter.

I Fiorentina og Levante genfandt han dog aldrig den form, der gav ham andenpladsen i Ballon d'Or-afstemningen i 1997.

Siden var han blandt andet sportsdirektør i Real Madrid fra 2006 til 2009 under Ramón Calderóns præsidentembede.

 

2000: RAÚL, Real Madrid-Valencia 3-0

Den spanske angriber scorede ganske vist " kun" til 3-0 i finalen mod Valencia, men han er med på listen, fordi han hører hjemme her.

Raúl er en af de vigtigste spillere i Real Madrids historie; kamprekordholder og nummer to på alle tiders topscorerliste med 323 mål. Han var med til at vinde tre Champions League-titler og seks mesterskaber, og han var en af de bærende kræfter i klubben i 90' erne og 00' erne.

Den nu pensionerede angriber blev Champions League i 2000, og han er nummer tre på alle tiders topscorerliste bag Cristiano Ronaldo og Lionel Messi.

Raúl var dog andet og mere end en stor profil gennem 16 år. Han var lederen på holdet, han var et symbol for klubben, og han var et forbillede for holdkammerater og fans.

" Den evige anfører", som klubben skriver om ham på sin officielle hjemmeside.

Også på det spanske landshold er Raúl en af de helt store med 102 landskampe og 44 mål, hvilket gør ham til den næstmest scorende for sit land. Hans karriere fortsatte helt indtil sidste år, da han i en alder af 37 trak sig tilbage efter et år hos New York Cosmos.

 

2002: ZINEDINE ZIDANE, Real Madrid-Bayer Leverkusen 2-1

De fleste over 20 år kan formentlig huske Zidanes utrolige flugter i finalen mod Leverkusen, og målet rangerer da også blandt de største i turneringens historie. Franskmanden ramte Roberto Carlos' ballonindlæg perfekt med sin venstrebensflugter, og med den afgjorde han finalen og sikrede Real Madrid den tredje Champions League-triumf siden 1998.

Dermed fuldbyrdede han også sin personlige trofæsamling, som kun manglede netop den turnering. Forinden havde han vundet nationale mesterskaber, pokaltitler, EM og VM. Sejren kom allerede i hans første sæson i det spanske efter rekordskiftet fra Juventus til 550 millioner kroner.

Lørdag aften har den franske elegantier muligheden for at blive den syvende til at vinde Europa Cuppen/ Champions League som både spiller og træner. I så fald bliver han også den anden til at gøre begge dele for Real Madrid, efter Miguel Muñoz vandt turneringen som spiller i ' 56 og ' 57 samt som træner i ' 60 og ' 66.

 

2014: SERGIO RAMOS, Real Madrid-Atlético Madrid 4-1

Det lignede en uventet Atlético-triumf, indtil Sergio Ramos dybt inde i overtiden headede Luka Modric' hjørnespark i mål og fremtvang ekstra spilletid. Scoringen knækkede Atlético, der havde været hårdt presset, og holdet endte med at indkassere tre mål i ekstratiden.

Ligesom Champions League i 2002 fuldendte Zidanes trofæsamling, gjorde sejren i 2014 det samme for Ramos.

Han har vundet alt, der er værd at vinde på klub-og landsholdsplan, og i en alder af 30 har han spillet 131 kampe for Spanien. I 2013 blev han samtidig den yngste spiller til at nå 100 landskampe.

Ramos er først og fremmest en stærk og kompromisløs stopper, men han er også målfarlig med 42 scoringer i 337 ligakampe for Real Madrid.

Det er lige præcis dobbelt så mange som antallet af rødt kort for klubben.

Det bliver Ramos, der som anfører leder sit hold ud til finalen lørdag aften, og spørgsmålet er så, om en af hans holdkammerater skriver sig ind i historien blandt de store finaleprofiler for Real Madrid.

 

1 kommentar
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere