Forlod banen sønderknust: Her er VM-dommen over Salah

Liverpools Mohamed Salahs skade i Champions League-finalen ser ikke ud til at koste ham VM-deltagelsen

Bale og Klopp møder pressen. Klopp fortæller lidt om Salahs skade. Video: SNTV

De første meddelelser lød på, at Liverpools egyptiske stjernespiller Mohamed Salah risikerede at gå glip af næste måneds VM i Rusland som følge af den skade, der tvang ham til at forlade banen efter bare en halv time af lørdagens Champions League-finale mod Real Madrid.

Liverpools manager, Jürgen Klopp, betegnede således skaden som ganske slem.

- Det er en alvorlig skade. En virkelig alvorlig skade. Han er på hospitalet for at blive røntgenfotograferet. Det er enten kravebenet eller selve skulderen. Det ser ikke godt ud, siger Klopp ifølge Reuters efter nederlaget på 1-3 til Real Madrid.

Det var i en duel med Sergio Ramos, at Salah kom galt af sted. Real Madrids forsvarsveteran hold fast i Salahs højre arm, og da de to faldt, landede Salah hårdt på sin venstre skulder.

Efter at have modtaget behandling på banen forsøgte Salah at spille videre, men måtte opgive.

Nu er der dog godt nyt for Salah og Egypten, der snart pakker tasken og drager til VM.

Den egyptiske ungdoms- og sportsminister, Khaled Abd Elaziz, har været i kontakt med den egyptiske landsholdslæge, der har talt med Liverpools lægestab, og Salah skulle blive klar til VM. Det fremgår af et opslag på Facebook.

Der skulle være tale om en ledbåndsskade, der koster to ugers pause.

På caféer i Kairo fulgte tusindvis af fodboldfans finalen på storskærme. Mange rejste sig op og gik, da Salah forlod banen, mens andre forbandede Sergio Ramos.

"Ramos er en hund", var et gennemgående budskab på Twitter sammen med andre fornærmelser mod spanieren.

- Ramos spiller ikke fodbold. Der er mere tale om brydning. Liverpool ville have vundet, hvis Salah havde spillet videre, siger Mustafa Mohammed, en 18-årig universitetsstuderende, som græd, da egypteren måtte gå ud, beretter AP fra Kairo.

Salah har været den store åbenbaring i Premier League denne sæson, og har på tværs af alle turneringer scoret 44 mål.

Han blev desuden kåret til årets spiller i den bedste række i England, og hans præstationer har gjort Salah til nationalhelt i sit hjemland.

Egypten deltager ved en VM-slutrunde for første gang siden 1990. Holdet er i pulje med Rusland, Uruguay og Saudi-Arabien.

Se også: Kryptisk Ronaldo: Der kommer en nyhed om få dage

Se også: Historisk finale med drop og drømmemål

254 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere