Forrygende resultat af City i Paris

Manchester City fik 2-2 ude mod Paris Saint-Germain i en underholdende - men langt fra velspillet CL-kvartfinale

Kevin De Bruyne bringer City foran. 2-2-resultatet er super godt for det engelske hold inden returkampen. (Foto: AP)
Kevin De Bruyne bringer City foran. 2-2-resultatet er super godt for det engelske hold inden returkampen. (Foto: AP)

Hvis du har et par ledige timer tirsdag aften, kan det anbefales, at du tænder for fjernsynet og ser returkampen mellem Manchester City og Paris Saint-Germain i Champions League.

Vurderet ud fra det første opgør i Paris onsdag aften er der noget ganske underholdende i vente.

Tesen om at kvartfinalerne i verdens største klubturnering traditionelt byder på de bedste kampe passede i hvert fald glimrende, da de to arabisk ejede mandskaber spillede 2-2 på Parc des Princes.

Decideret godt fodboldspil var det så som så med, men underholdende var det.

David Luiz åbnede med historiens hurtigste advarsel efter 13 sekunder, og så var der ellers gang i løjerne. Zlatan misbrugte straffespark på Joe Hart efter et kvarter, efter Luiz teatralsk var faldet i feltet. Kort efter snorksov Citys forsvar igen, og Zlatan misbrugte en friløber på Hart, der var alt for langt ude af sit felt.

Kevin De Bruyne scorede efter 38 minutter Citys og kampens første mål, da Luiz ville afværge en tværaflevering med hælen og slet ikke ramte bolden, hvilket du kan se herunder.

Zlatan Ibrahimovic udlignede nærmest mirakuløst efter 41 minutter, da hans lange tå blev ramt af en mislykket aflevering fra Fernando, så bolden fra kanten af feltet hoppede i det tomme mål. Et sært mål af svenskeren, der nu har scoret i sine seneste fem CL-kampe. Det var i øvrigt hans 48. mål i turneringen, hvilket er lige så mange som Andriy Shevchenko på sjettepladsen over de mest scorende spillere i Champions League.

Se Zlatans sære scoring her

Det 21-årige stortalent Adrien Rabiot gjorde det til 2-1 efter 59 minutter, da Hart langt fra imponerede på stregen og kun fik pareret en afslutning efter et hjørnespark, hvilket du kan se herunder.

Og Thiago Silvas kluntede forsøg på at få bolden væk fra eget felt gik ikke, så Fernandinho kunne tonse udligningen til 2-2 i nettet efter 72 minutter.

Overordnet set var hjemmeholdet det bedste mandskab, og de må ærgre sig gevaldigt over, at de ikke fik en sejr. Trods de to City-mål må PSG fortsat være favorit til at gå videre til semifinalerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere