Frygt for ny ballade inden CL-brag: Rom lukker for alkohol

AS Roma skal i aften spille returopgør mod Liverpool i Champions League-semifinalen i Rom. Politiet i Rom forventer ballade mellem de mange fans, og de har derfor et enormt beredskab klar

Se Ekstra Bladets optakt til aftenens semifinale-brag. Producer: Martin Stig Lorentzen

I aften forventes der optøjer i Rom, når Liverpool skal spille returkamp mod AS Roma i Champions League-semifinale.

Det formodes, at der vil være omkring 5.000 Liverpool-fans til stede. Det skriver The Mirror.

Det er før gået grueligt galt i Rom, da tusindvis af fodboldfans besøgte byen i samlet flok.

For tre år siden gik en stor gruppe hollandske fans af Rotterdam-holdet Feyenoord amok på det 500 år gamle springvand Barcaccia, som er et bådformet springvand for enden af Den Spanske Trappe. De mange fans hærgede springvandet og smed ølflasker rundt, indtil politiet måtte bruge tåregas for at rydde pladsen.

Da Roma og Liverpool spillede den første kamp i Champions League-semifinale i Liverpool, gik det ligeledes galt mellem parternes tilhængere. Mange fans blev såret under optøjerne.

Den 53-årige Liverpool-fan Sean Cox blev så slemt såret, at han nu ligger i koma med alvorlige kvæstelser.

Af den grund hersker der frygt for, at de mange Liverpool-fans vil hævne sig på Romas fans.

Flere barer varsler lukket
For at undgå problemer i Rom, vil der være et 35-timers forbud mod alkohol i Roms gader, og der vil være ekstra meget politi i bestemte områder af byen, hvor Liverpool-fans opholder sig.

Flere historiske fan-barer i Rom har derudover advaret om, at de vil være lukket på dagen for kampen.

Den berømte fodboldbar Trinity Pub har meldt ud, at stemningen forud for aftenens kamp føles ubehagelig og anderledes.  

- Vi har altid været åbne, men denne gang er stemningen virkelig negativ, og vi venter nu på, hvad myndighederne siger til os. Hvis der ikke sættes en grænse for salget af alkohol, og engelske fans får lov at købe det i supermarkedet, så er de allerede fulde, når de når ud til os, fortæller ejeren af den berømte bar til det italienske medie Football-Italia.

Flere andre barer i Rom varsler også at holde lukket i dag, men afventer nu for at se, hvor mange Liverpool-fans der er tilstede i byen, før de hiver skodderne ned.

Et særligt sikkerhedstopmøde finder sted i dag i den italienske hovedstad for at forberede foranstaltninger til aftenens kamp. H​erunder repræsentanter fra både klubber, UEFA og de lokale myndigheder.

Fans i festligt humør
Det engelske medie The Mirror rapporterer, at der er god og festlig stemning blandt Liverpools fans i Rom.

- Over 5.000 Liverpool-fans forventes at være i Rom for at se kampen. De er i godt humør og nød en drink i Rom tirsdag aften, skriver mediet.

Det italienske politi vil så vidt muligt forsøge at holde på tilskuerne til kampen, og hvis det bliver nødvendigt, vil de holde på dem i over to timer inde på Stadio Olimpico.

- Hvis det hele går godt, vil vi give Liverpool-fans lov til at gå tidligere, men det kan godt ske, at vi holder længe på dem, fortæller Giampietro Lionetti, der står i spidsen for det romerske politi.

Den italienske klub Roma har vundet fire ud af fem Champions League-kampe på hjemmebane i denne sæson - og endda uden at lukke et eneste mål ind. Hvis Roma skal videre i Champions League i aften, skal holdet gentage den suveræne indsats fra kampen imod FC Barcelona, der blev besejret med 3-0.

Se også: Barca-imperiet faldt på en vidunderlig nat i Rom

Se også: Ubegribeligt comeback: Barcelona i kæmpe CL-fiasko

Michael Gravgaard fortæller om tiden som kræftpatient. Foto: Mikkel Berg Pedersen Sport og Spil Eks-landsholdsspiller kræftfri: Jeg blev bange for at dø

7 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere