Gigantisk sensation: Miraklet i Madrid

Champions League-debutanterne fra Sheriff Tiraspol leverede tirsdag en historisk bedrift ved at besejre Real Madrid på udebane

Sæsonens hidtil største sensation blev tirsdag aften en realitet i Champions League, og det kunne ikke være foregået på en mere magisk facon.

Takket være en højdramatisk afslutning og en fantastisk scoring få minutter før slutfløjt lykkedes det Sheriff Tiraspol at besejre giganterne fra Real Madrid med 2-1.

At overraskelsen fandt sted på Santiago Bernabeu i den spanske hovedstad gjorde ikke bedriften mindre bemærkelsesværdig.

I Odense snakker de om miraklet Madrid. Nu vil de gøre det samme i Moldova.

Sebastien Thill blev den store helt for gæsterne, da den luxembourgske landsholdsspiller gjorde sig selv til matchvinder i det 90. minut.

På eventyrlig vis tæskede midtbaneaktøren bolden op i krogen fra kanten af feltet, og Thibaut Courtois kunne blot sprælle forgæves inde på stregen. Det blev indledningen til mindeværdige jubelscener, som var Champions League afgjort på stedet.

Men det var slet ikke så underligt, at euforien nåede finaleagtige højder. Optakten til dysten illustrerede det tydeligt.

Her havde selvsamme spillere taget selfies på den legendariske fodboldkatedral. Alene deres fremmøde var historisk.

Et par timer senere tog de så fusen på hele fodboldeuropa.

Med til historien hører selvfølgelig, at Real Madrid havde bolden mest og skabte flest chancer, ligesom samtlige spanske computerservere med data om expected goals og lignende statistikker sikkert vil slå fast, at resultatet var hamrende ufortjent.

Men det er den nye sherif i byen sikkert pivhamrende ligeglad med.

Det moldaviske mandsklab kan i stedet pege på tabellen i gruppen, hvor de nu fører med maksimumpoint efter to kampe.

Det så ellers ud til, at udfaldet ville blive anderledes midtvejs i anden halvleg. Her udlignede Karim Benzema på straffespark, hvorefter et uafgjort resultat lignede det maksimale udbytte for de upåagtede gæster.

Men Champions League-debutanterne fra Moldova ville det anderledes, og Jasur Jakshibaevs chok-træffer i første halvleg viste sig ikke bare at være en tilfældighed.

Målet blev i stedet startskuddet til en magisk og uforglemmelig aften i Madrid.