Guardiolas eftermæle i Bayern: Her er hans problemer

Eksperter fra Tyskland, Danmark, Italien og Norge har travlt med at kommentere Josep Guardiolas eftermæle - han var ikke populær hos Bayern-fansene, og så er der et enkelt problem i hans træning

Josep Guardiola har ikke gjort nok for fansene i Bayern, og så er der noget med hans træningsmetoder, der gør, at det er svært at vinde Champions League - I Norge og Italien falder de i søvn over ham, men Preben Elkjær er fan (Foto: AP)
Josep Guardiola har ikke gjort nok for fansene i Bayern, og så er der noget med hans træningsmetoder, der gør, at det er svært at vinde Champions League - I Norge og Italien falder de i søvn over ham, men Preben Elkjær er fan (Foto: AP)

Med tirsdagens samlede nederlag til Atlético Madrid blev det en kendsgerning, at Pep Guardiola aldrig formåede at føre Bayern München til den Champions League-triumf, som klubben netop havde vundet, da han overtog holdet.

Trods tre tyske mesterskaber diskuteres det nu, hvordan Guardiolas eftermæle bliver i Bayern. Ingen kan formentlig svare bedre end Sky Germanys Bayern-korrespondent Uli Koehler.

- Jeg vil ikke bedømme ham på, om han har vundet Champions League, for det kræver også held. Men mange fans vil måske kigge på det, for han er ikke så populær hos dem og er ikke alles darling, siger Koehler i et interview med Skysports.

- På lang sigt handler det om titler, og han vil helt sikkert få en plads på Bayern-museet, siger Koehler, der erkender, at en sejr i Champions League nok havde givet et ekstra hjørne til Guardiola.

- Folk har måske forventet for meget af ham. Han er en fantastisk træner. Måske kan han være lidt stædig, hvilket er et problem for hans spillere og kollegaer. Han er en fantastisk træner, men folk forventer, at han er den flinkeste fyr over for fansene, og næste gang skal han måske udføre en operation, hvor han åbner lidt flere hjerter, siger Koehler.

Pep Guardiola har vundet Champions League to gange, men hans hold har det ofte svært i turneringen (Foto: AP)
Pep Guardiola har vundet Champions League to gange, men hans hold har det ofte svært i turneringen (Foto: AP)

Se nogle af de bedste og sjoveste Pep-moments her:

Enkelte har talt om, at Guardiola decideret har været en fiasko, men den køber Bayern-journalisten ikke.

- Det vil aldrig kunne være en fiasko. Måske vil nogle folk mene, at han ikke gennemførte missionen, men en ting er sikkert. Han har ført Bayern til et spillemæssigt andet niveau, siger Koehler.

- Ok, der vil altid være argumenter omkring, om hans intense fodboldstil kan være succesfuld på den lange bane, men for Bayern har det været et skridt længere, og han gør det samme med Manchester City, siger Koehler.

- Det andet er, hvad han har gjort ved Bayerns ry. Hvis du har Guardiola som manager, så giver det dig et ry helt i top. Bayern har altid haft et godt ry, men nu er de klubben, der har Pep Guardiola. Han har taget klubben til et nyt niveau, og det er i top, siger Koehler.

Josep Guardiola kan stadig noget med bolden (Foto: AP)
Josep Guardiola kan stadig noget med bolden (Foto: AP)

Også i Danmark diskuteres Guardiolas eftermæle.

- Man vil huske, at han ikke vandt Champions League, men man vil også huske, at han vandt mesterskaberne, at han vandt nogle pokaler, og at han har gjort masser af spillere bedre, end da han kom, sagde Preben Elkjær i TV3 Sport-studiet tirsdag aften.

- Han har sørget for, at der er sket nogle ting på det tyske landshold, og han har sat så mange aftryk. Det er ikke godt, at han ikke har vundet den. Det vil forfølge ham, men han har gjort så meget andet godt, sagde Elkjær.

Mange taler om, at Diego Simeone og Pep Guardiola er to af de største trænere, men med hver deres spillestil.

- Jeg synes ikke helt, at man kan putte de to trænere i samme pose. Simeone har ikke opfundet det defensive spil hos Atlético, det har man opfundet for mange år siden, men Guardiola er en træner, der har taget fodbolden et helt andet sted hen. Han har udviklet fodbolden, sagde Elkjær.

- Simeone har spillet i Italien og ved, hvordan man lukker ned og organiserer sig. Det er super flot, men det er ikke det niveau, hvor Guardiola er, og hvor han reformerer fodbold og skaber helt nye ting. Guardiola har gjort et fantastisk arbejde. sagde Elkjær.

Egil Drillo Olsen mener, at Guardiolas stil er lidt på retur (Foto: Lars Poulsen)
Egil Drillo Olsen mener, at Guardiolas stil er lidt på retur (Foto: Lars Poulsen)

...Giovanni Trapattoni falder i søvn over Guardiolas tiki-taka (Foto: AP)
...Giovanni Trapattoni falder i søvn over Guardiolas tiki-taka (Foto: AP)

Arsene Wenger meldte allerede ud i 2014, at han havde opskriften på at slå Guardiola:

I Norge og Italien er der store trænerkapaciteter, der dog mere hælder til Simeone end Guardiola.

- Folk, jeg har snakket med, mener, at Barcelona-syndromet er på retur. Fremdrift og gennembrud er kommet frem på bekostning af pasninger. Det er spændende, at tendensen er i færd med at ændre sig, siger Drillo til VG.

- Atlético Madrid er jo det nærmeste, du kommer det, jeg står for. De har bare udviklet zoneforsvaret yderligere, end vi gjorde, siger den tidligere norske landstræner og bakkes op af den tidligere Bayern-træner Giovanni Trapattoni.

- Jeg beundrer Simeone, og jeg tror ikke, at han vil blive fornærmet, hvis jeg siger, at hans karakter er ligesom min, og mine hold havde samme filosofi, siger Trapattoni til AS.

- Jeg vil ikke nævne navne, men der er nogle hold, som triller bolden rundt og rundt i en halv time uden at have skud på mål, og det gør, at jeg falder i søvn, siger Trapattoni og hentyder formentlig til Bayern og Barcelona - Pep Guardiolas to seneste hold.

Man forstår, at Guardiola ikke charmerer fansene, når man ser den her optræden...

Spørgsmålet er da også, hvorfor Guardiola har haft så svært ved at vinde Champions League og med Bayern i stedet har tabt semifinalerne til Real Madrid, Barcelona og i år Atlético Madrid.

- Guardiola er en perfekt træner rent taktisk, for systemet og for spillet, men fysisk er der plads til forbedringer i hans træningsmetoder, siger Sky Germanys Bayern-korrespondent Uli Koehler til Skysports.

- For mig selv og for mange andre, så er det utroligt, at når det kommer til de afgørende uger i april og maj, så lider holdet under manglende koncentration og fysisk styrke, fordi de går ned i tempo. Årsagen er træningsmetoder, siger Koehler.

- En anden grund til, at de har præsteret så dårligt i semifinalerne mod Real Madrid og Barcelona, har været de mange skader. Det er en anden ting, Guardiola altid bliver konfronteret med. Han har altid mange skader på grund af hans måde at træne på, siger Koehler.

Josep Guardiola har vundet Champions League to gange med Barcelona, men har kikset titlen fem gange - alle fem gange er hans hold dog røget ud til den senere vinder.

Josep Guardiolas træning skal være bedre rent fysisk (Foto: AP)
Josep Guardiolas træning skal være bedre rent fysisk (Foto: AP)

Her sammenligner Michael Laudrup de to trænermodsætninger Simeone og Guardiola:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

9 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere