Harders finale-mareridt

Det blev aldrig spændende, da FC Barcelona bankede Pernille Harder og Chelsea 4-0 i Champions League-finalen

Chelsea kom allerede bagud efter et halvt minut mod FC Barcelona, og Pernille Harder tabte dermed sin tredje CL-finale. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Chelsea kom allerede bagud efter et halvt minut mod FC Barcelona, og Pernille Harder tabte dermed sin tredje CL-finale. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Der var niveauforskel, da Chelsea og FC Barcelona søndag mødtes i finalen i kvindernes Champions League i fodbold.

Desværre for Pernille Harder og Chelsea var det London-holdet, der fik en fodboldlektion af Barcelona. Spanierne bankede Chelsea og vandt 4-0 på Gamla Ullevi i Göteborg.

Barcelonas sejr, der er holdets sjette i Champions League, kom på baggrund af en imponerende første halvleg, hvor alle målene blev scoret.

Det er tredje gang, at Pernille Harder taber en Champions League-finale. I 2018 og 2020 skete det med Wolfsburg. Den danske stjernespiller har endnu sin første sejr i turneringen til gode.

Enorm betydning
Søndag havde Harder og co. knap nok nået at løbe sig varme, før Barcelona havde taget jerngreb om finalen. Chelsea var stort set under pres fra første sekund, og efter kun 33 var Barcelona foran.

Chelseas Fran Kirby forsøgte at sparke bolden ud af eget felt, men ramte i stedet holdkammerat Melanie Leupolz. Bolden fløj i en høj bue tilbage mod Chelseas mål og endte altså i nettet.

London-holdet virkede rystet, og efterfølgende sagde deres træner, at målet havde en enorm betydning for resten af opgøret.

Men fik kortvarigt en smule mere kontrol over begivenhederne. Pernille Harder kom sågar frem til et par chancer, men en udligning blev det ikke til.

Norsk succes
I stedet kom Barcelona på 2-0 efter et lille kvarter. Spaniernes Jennifer Hermoso blev nedlagt i Chelseas felt, og Alexia Putellas scorede på det efterfølgende straffespark.

20 minutter var gået, da det blev 3-0 ved Aitana Bonmatí. Barcelona holdt legestue, og ti minutter før pausen scorede norske Caroline Graham Hansen til 4-0.

Efter pausen fik Chelsea sat en stopper for Barcelonas stormløb mod englændernes mål, så det trods alt ikke endte med at blive en decideret ydmygelse.

Spænding opstod der dog på intet tidspunkt. Chelsea var kun i momenter tæt på at true Barcelonas defensiv.