Heftig kritik af danskere: - Man undrer sig jo

Olof Mellberg langede ud efter Malmö FF's forberedelse forud for Juventus-kampen, men både Jon Dahl Tomasson og Søren Rieks afviser

Malmö FF fik som forventet ørerne i maskinen, da Juventus gæstede Eleda Stadium tirsdag aften.

Italienerne vandt sikkert 3-0 på tre mål før pausen. Svenskerne kollapsede lige før pausen og lukkede de to sidste mål ind i første halvlegs sidste minut og tillægstiden.

Den tidligere svenske landsholdsspiller Olof Mellberg, der blandt andet havde en kort periode i FC København, fungerede som ekspert for C More under aftenens kamp, og han havde spidset tungen, selvom nederlaget var forventet.

– Fra et taktisk perspektiv er det samlet set en meget svag forsvarsindsats i denne her halvleg. Man undrer sig jo over, om de overhovedet har scoutet modstanderen inden denne her kamp, lød det spydigt fra Mellberg, der nåede 117 landskampe for Sverige.

- Præcis det, jeg talte om før kampen, skete, og det skete ikke en, to eller tre gange. Det er op mod ti gange - især på højrekanten, sagde han med henvisning til, at Juventus formåede at komme bagom svenskernes forsvar.

Jon Dahl Tomasson får kritik for sin taktik og forberedelse mod Juventus. Foto: Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix
Jon Dahl Tomasson får kritik for sin taktik og forberedelse mod Juventus. Foto: Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix
 

Jon Dahl Tomasson blev præsenteret for kritikken på det efterfølgende pressemøde og medgav, at hans hold ikke gjorde det godt nok.

– Jeg synes, at Juventus var farlige med boldene bagom vores forsvar. Vi fulgte ikke med løbene inde i feltet. Der burde vi havde læst spillet bedre. Men i sidste ende synes jeg, vi har leveret en stærk præstation mod eksempelvis Rangers og Ludogorets, som har større budgetter end os, lød forsvaret fra Jon Dahl Tomasson, som også havde en skarp bemærkning til Mellberg.

– Vi har ikke spillet 4-4-2 så meget, men han er nok mere vant til det, fra da han var aktiv, lød det kækt om Mellberg, der stoppede karrieren i 2014.

Artiklen fortsætter under billedet..

Søren Rieks giver ikke meget for kritikken. Foto: Anders Bjurö/TT/Ritzau Scanpix
Søren Rieks giver ikke meget for kritikken. Foto: Anders Bjurö/TT/Ritzau Scanpix
 

Danske Søren Rieks var en af de spillere, der stod for skud på grund af sin rolle som venstre wingback i 3-5-2-systemet. Han blev flere gange overspillet, men ifølge den tidligere Esbjerg-spiller var det ikke på grund af manglende forberedelse.

- Selvfølgelig har vi scoutet modstanderne. Det siger sig selv på det her niveau. Vi ved, hvad vi skal op imod, men det er god modstand. Vi er ikke tilfredse med, at vi lader så lette mål gå ind, men jeg synes, vi gør, hvad vi kan, forklarede danskeren, inden han gav endnu et svar til Olof Mellbergs kritik.

- Så han synes ikke, at jeg og Berget (Jo Inge Berget, som spillede højre wing back, red.) skulle have spillet? Det er let at være bagklog, men det har fungeret godt med mig og Berget som wingbacks indtil nu, siger Søren Rieks.

Med nederlaget ligger Malmö FF sidst i Gruppe H, hvor Chelsea i går slog Zenit 1-0 i gruppens andet opgør.