Helten fra mirakel-kampen: Anede ikke vi vandt

Som optakt til Champions League-finalen mellem FC Barcelona og Juventus kigger vi tilbage på fem af de allerbedste finaler i turneringen. Og på førstepladsen finder vi finalen fra 2005 mellem Liverpool og AC Milan

Vi nærmer os Champions League-finalen mellem FC Barcelona og Juventus med så hastige skridt, at vi næsten ikke kan vente. Derfor har vi valgt at varme op til årets største kamp med en klassisk nedtælling, hvor vi ser tilbage på de fem bedste CL-finaler gennem tiden.

På selve finaledagen vender vi blikket tilbage mod finalen i 2005, som er nummer et på vores liste, hvor Liverpool leverede et mirakuløst comeback mod AC Milan.

Det hele var nærmest afgjort allerede efter de første 45 minutter på Atatürk Stadion i Istanbul.

Se også: Efter historisk United-triumf: Var nede i et halvt år

Forhåndsfavoritterne fra Italien satte en tyk streg under deres dominans og effektivitet i første halvleg, da Paolo Maldini allerede efter 52 sekunder chokstartede med et føringsmål - og Hernan Crespo sørgede med sine to kasser for, at spændingen for alvor døde ved pausen.

Troede de fleste.

Mange havde måske allerede slukket for fjernsynet efter Crespos 3-0-scoring - for hvem kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at Liverpool kunne komme tilbage i de sidste 45 minutter og score tre mål mod stjerner som Shevchenko, Pirlo og Kaka?

Det virkede urealistisk. Nærmest umuligt.

Men denne magiske kamp beviste netop, at man aldrig skal afskrive et hold - at alt kan ske i fodbold.

Se også: Laudrup-brødre vidner til Barcelonas fald

Det lykkedes nemlig for Liverpool på mirakuløs vis at udligne Milans føring på mål af Steven Gerrard, Vladimir Smicer og Xabi Alonso. Og eventyret blev fuldendt, da englænderne sejrede i straffesparkskonkurrencen, hvor den polske målmand Jerzy Dudek blev den helt store helt.

Dudek reddede de to første forsøg fra Serginho og Andrea Pirlo, men da keeperen til sidst også snuppede Andriy Shevchenkos skud, vidste han faktisk ikke, at netop den redning havde sikret Liverpool deres femte CL-titel i klubbens historie.

- Da Smicer scorede på sit forsøg, vidste jeg faktisk ikke, at vi ville vinde, hvis Shevchenko brændte. Jeg havde bare fokus på at redde hvert eneste forsøg, sagde Dudek i et interview på Liverpools hjemmeside.

- Jeg kunne se Shevchenko gå op mod målet med frygt i sine øjne. Det lykkedes mig at tage skuddet, og så så jeg, at Jamie (red. Carragher) og de andre spillere begyndte at løbe mod mig. Og der forstod jeg, at det var slut. Det var et fantastisk øjeblik, sagde han.

Se også: Sensations-lobbet fra 25 meter: Det hele var planlagt

Se også: Ferguson overgav sig: Det bedste hold nogensinde

Shevchenko blev den helt store skurk for Milan, da han tilmed brændte en kæmpe chance to minutter, før den forlængede spilletid løb ud.

Den tidligere angrebsstjerne forstår stadig ikke den dag i dag, hvordan Dudek reddede hans forsøg i det 118. minut

- Det giver ingen mening - jeg fatter det ikke. Dudek har det faktisk på samme måde. Jeg har set ham en del gange efterfølgende, og hver gang spurgte jeg ham: 'Hvordan lykkedes det for dig at redde mit skud?' Det er næsten blevet en joke imellem os, sagde Shevchenko i et interview med L'Equipe.

Der var mange ting ved den finale, der var uforståelige og utrolige - og selvom Milan-fansene nok ikke tænker tilbage til 25. maj 2005 som en stor aften, så vil de fleste fodboldfans nok blive enige om, at det var en af de allerbedste finaler i europæisk fodbold - og altså nummer et på vores top 5 liste over de bedste Champions League-finaler.

Du kan gense højdepunkterne fra finalen for 10 år siden i videoen herunder - og give dit besyv på vores udvalgte fem finaler i afstemningen nedenunder.

Her er optakten til den CL-Finalen 2015

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere