I aften vil han skrive historie

Gianluigi Buffon vil skrive historie med en finale-sejr med Juventus

Her er optakten til CL-finalen 2015

Gianluigi Buffon skævede over mod pokalen nogle meter fra ham med et længselsfuldt blik. Så tæt på og så alligevel så langt fra.

Måske den 37-årige Juventus-målmands tanker i det øjeblik gled 12 år tilbage i tiden ved synet af pokalen med de store ører, der stod skinnede smuk ved siden af pressepodiet i underetagen på Olympiastadion i Berlin og lyttede til Buffon.

Det er 12 år siden, at de sås sidst. Dengang på Old Trafford i Manchester. Juventus tabte straffesparkskonkurrencen og måtte se Milanspillerne kysse trofæet.

Så tæt på og så alligevel så langt fra. Nu får han chancen igen, den karismatiske målmand, der mødte pressen med smil. Han har gode minder fra Berlin, hvor han i 2006 blev verdensmester med Italien.

- Det er noget, jeg har jagtet de seneste år med mine holdkammerater. Vi havde nok ikke regnet med, at det ville være i år, vi nåede finalen, men det er en meget behagelig overraskelse, sagde Gianluigi Buffon.

Business as usual
For ham og Juventus har rejsen til Berlin været lang.

Den så forvænte Gamle Dame måtte efter den store Calciopoli-skandale i 2006 en tur ned i Serie B, men er nu endelig tilbage, hvor klubben hører hjemme.

- Det er næsten business as usual for Juventus. Vi repræsenterer den bedste italienske klub, og det ville være en stor præstation at vinde, men helt i tråd med vores historie, sagde Buffon.

Han udstrålede tro. Nøjagtig som forsvars-jernet Leonardo Bonucci, der sad ved siden af og så ond ud.

Ja, FC Barcelona er favoritter, kunne de hurtigt blive enige om, men som Gigi Buffon sagde, er Juventus ikke kommet til Berlin for at være statister:

- Det er ikke tilfældigt, at vi er her. Vi har en chance.

Omkring 20.000 italienske Juventus-tifosi er rejst til Berlin og deler Buffons drøm om at fejre den første Champions League-titel siden 1996.

De fleste er fløjet, men det er ikke den eneste måde, man kan komme til Berlin på. 22-årige Nicolò De Marchi ankom fredag først på eftermiddagen til Brandenburger Tor efter en ni dage lang gåtur på i alt 1100 km.

I forbindelse med semifinalen mod Real Madrid lancerede Juventus på Twitter hashtagget; 'hvis vi når finalen'.

Nogle lovede at gifte sig, andre ville få lavet en tatovering, men kun én sagde, at han ville gå til Berlin.

Juventus tog den studerende fra Venedig på ordet, og han har i løbet af ni dage altså passeret Alperne og taget turen gennem Italien, Schweiz, Liechtenstein og Tyskland for at nå Berlin i tide. Han fik lov at bruge en cykel på dele af strækningen og en bil i knap 20 kilometer på grund af farlige forhold.

Hans belønning var ud over berømmelse og ' street credit' en billet til finalen.

Det manglede bare.

Figo bandlyst
Nogle tilhængere ankommer først på selve kampdagen, men de, der bruger hele weekenden i Berlin, har ikke haft grund til at fortryde.

Den tyske hovedstad viser sig fra sin bedste side. Bragende solskin, omkring 30 grader og ikke en sky på himlen.

Ved Brandenburger Tor afholdes den såkaldte Champions Festival, hvor fans lader sig underholde, deltager i konkurrencer og får autografer fra nogle af fortidens helte.

Fredag var der legendekamp mellem et udvalgt verdenshold - trænet af Ruud Gullit og Peter Schmeichel - og et kombineret hold af tidligere Juventus-og Barcelona-stjerner.

Luís Figo skulle have været med i five-a-side kampen ved Brandenburger Tor, men blev efter pres fra Barcelona trukket ud.

Portugiserens forræderiske skifte til Real Madrid er ikke glemt på de kanter. Barcelona værner om sin historie - og nøjagtig som Buffon og Juventus er Barça i Berlin med ét sigte.

- Hvis vi vinder finalen, skriver vi historie - det vil være den perfekte sæson ligesom i 2009.

- Vi har nydt at vinde to trofæer i denne sæson, og vi er nu 90 minutter fra perfektion, sagde Barcelona-forsvarer Gerard Piqué, mens hans sidemand på podiet, brasilianske Neymar, mest af alt lignede én, der var forelsket i pokalen med de store ører.

- Det er en drøm. Jeg har ventet på dette, siden jeg var seks eller syv år gammel. Nu er tiden kommet, og jeg håber, at jeg kan udleve drømmen med mit hold og vinde Champions League-finalen.

- Trofæet er tættere og tættere på. Jeg håber, at jeg kan kysse det i morgen, sagde den brasilianske Barcelona-angriber før fredagens afsluttende træning på Olympiastadion.

To hold, et trofæ, samme drøm.

Det er tid at skrive historie i Berlin.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere