Irriteret Klopp sender bidsk stikpille inden storkampe

Liverpools manager Jürgen Klopp er ikke tilfreds med, at man skal spille Merseyside-derby mod Everton kun tre dage efter det første møde med Manchester City i Champions Leagues kvartfinaler

Foto: AP
Foto: AP

Begyndelsen af april bliver hård kost for Liverpool.

Her skal man indenfor en uge spille to Champions League-kvartfinaler mod Manchester City, og imellem de to kampe har man et Merseyside-derby mod lokalrivalerne fra Everton.

Nu er programmet blevet lagt for 33. runde i Premier League, og det er faldet ud således, at Liverpools kamp mod Everton bliver den tidlige lørdagskamp, der allerede starter kl. 13:30 dansk tid.

Til sammenligning skal Manchester City først spille kl. 18:30 samme dag, og det er ikke faldet i god jord hos Liverpool-manager Jürgen Klopp.

Det skriver den engelske avis The Telegraph.

- Vi spiller kl. 20:45 onsdag aften og igen kl. 13:30 om lørdagen. Det andet hold (Manchester City, red.) spiller kl. 18:30.

- Kan du forestille dig, hvor stor forskellen er på de fem timer? Det har kæmpe betydning for forberedelsen og restitutionen.

- Vi er nødt til at gøre det og levere. Det er jeg ikke glad for, siger den tyske manager.

Ironisk stikpille
- Det er ikke perfekt. Vi tager det, som det er, men hvis jeg ikke kan være vred over noget som det her, og er nødt til at være politisk korrekt og ikke sige noget, er jeg død, for det virker ikke for mig.

Tyskeren får også sendt en ironisk stikpille afsted mod dem, der har lagt kampprogrammet. Han mistænker dem for at have undervurderet Liverpools evne til at nå langt i Champions League.

- Tydeligvis mente hvem end der lagde kampprogrammet ikke, at vi ville nå kvartfinalerne. For derbyet var en søndagskamp. 'Ups, det er er kun Liverpool'. Jeg kan ikke se forskellen, siger han.

Det er nu heller ikke fordi, Manchester City er på en nem opgave i runde 33. Her får de nemlig besøg af deres egen lokale rival, Manchester United.

Begge hold kan derfor se frem til en intens uge med tre store kampe. Kun tiden kan vise, om Jürgen Klopp får ret, og Manchester City rent faktisk ender med at drage fordel af kamptidspunkterne.

Sport og Spil Når spillere går amok: De er historiens værste

Se også: Mølby: Han er uden tvivl årets spiller i Premier League

10 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere